Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/173

Denne siden er korrekturlest
155
Magnus saaret ved et Ulykkestilfælde.

efter hans Død, ej alene fordi de undte Harald en saadan Modgang, men og fordi de derved saa meget bedre sikrede deres eget Vælde lige over for Kongens. Thi i uhindret Besiddelse af baade Danmark og Norge vilde denne kunne faa Overtaget over dem, medens han derimod, kun Herre over det ene Rige, og dertil, hvad der var at forudsee, i stadig Kamp med Sven, snarere vilde blive afhængig af dem.

De danske Historieskrivere fortælle en Tildragelse, der maaskee indeholder Nøglen til denne sygelige Stemning hos Kongen i hans kraftigste Ynglingsalder, da han efter Naturens Orden skulde have mange Leveaar i Vænte. Da han var i Sjæland, og just tænkte paa tildrage over til Skaane efter Sven, havde han, berette de, det Uheld, at hans Hest i Nærheden af Landsbyen Alsted blev sky for en opspringende Hare, og styrtede med ham, saa at han stødte Hovedet mod en Træstubbe og døde[1]. Der siges dog ej, hvor snart

  1. Saxo, S. 545, Sven Aagessøn, hos Langebek I. S. 56. Denne, der er ældre end Saxo, fremstiller Sagen sandsynligst. Han siger kun, at Magnus, da han efter at have overvundet Sven tænkte paa at forfølge ham til Skaane (in Scaniam persequi moliretur), omkom ved et pludseligt Ulykkestilfælde i Sjæland, idet nemlig hans Hest blev sky og styrtede, og han selv blev stødt mod et Træ (in Sialandia, casu inopinato, equi sternacis præcipitio arbori illisus interiit). Her siges intet om at Ulykken skede, idet han selv forfulgte Sven, hvilket ogsaa er saa meget mindre rimeligt, som slig Forfølgelse i hine Dage sjelden skede til Hest. Der staar heller ikke udtrykkeligt, at han døde i Sjæland, men kun at han fik Stødet der. Saxo fortæller derimod — man skulde næsten tro at han havde kjendt og misforstaaet Sven Aagessøns Ord, — at Magnus fik Stødet idet han forfulgte Sven. (Quem Magnus concitato animi impetu subsecutus, quum oppidum Alexstadiam præterirret, deturbato per occursum leporis equo, trunco, cujus præacuti forte stipites eminebant, adactus exstinguitur). Saxo gjør, som sagt, alle Magnus’s Felttog til eet, og derfor kan han maaskee her endog havde hast det Strejftog for Sin som Magnus i 1044, strax efter Aaros-Slaget, gjorde over Sjæland, se ovf. S. 34. At Magnus døde ved Jylland, bevidnes baade i Morkinskinna, Flatøbogen, Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 35), Fagrskinna Cap. 178, 179, Knytlinga Saga Cap. 22, Snorre Cap. 28; at han døde paa sit Skib i Flaaden, bevidne de tre først nævnte saa vel som Mag. Adam (III. 11), der siger at han, fornyende Krigen, døde „paa Skibene“ (denuo bellum instaurans, obiit in navibus), hvilken sidste Angivelse, som umiddelbart udgaaen fra Sven selv, der her ej kunde have nogen Grund til at lægge Dølgsmaal paa Sandheden, er af betydelig Vegt. Mag. Adams Ord ere optagne i Esrom-Annalerne (Langebek I. 237), hvilket igjen i Ryklosters Annaler (Langebek I. 160) er forvansket til at Magnus i Øresund, hvor han var kommen med en utallig Flaade, faldt i Havet og druknede ved at skulle gaa fra et Skib til et andet. Eller og skulde man næsten tro, at Annalisten, der tidligere har ladet Olaf Tryggvessøn, som ifølge Mag. Adam drukner i Øresund, dræbes i „Mesund“, her har forvexlet Olaf med Magnus (hvis for øvrigt ej mesund paa hiint Sted er læst som oresund). Alene Ágrip (Cap. 34) lader Magnus dø i Sjæland, men paa dettes Upaalidelighed have vi allerede oftere seet Prøver.