han havde dræbt Haralds Hirdmand, og gav ham endog, før hans Afrejse, til Belønning for hans Kvad en Holm udenfor Norge, dog, som det synes, meest for at høre hvad Reidar vilde sige dertil, siden han dog strax efter indløste den med Penge. Reidar havde ogsaa strax den storartede Tanke at ville benytte Holmen til at forene Island med Norge ved Broer, sikkert til stor Morskab for alle de Tilstedeværende[1].
Det er saaledes vist en bogstavelig Sandhed, naar det i vore Sagaer heder, at Magnus’s Død vakte almindelig Sorg hos hele Folket. Allerede hans Ydre var tiltrækkende, hvilket den trohjertige Reidar ej var ene om at erkjende. Han var velvoxen, af middelmaadig Højde, havde et regelmæssigt, lyst Ansigt, og lysebruunt Haar. Den raske, ungdommelige Konge var i Ordets egentlige Forstand Folkets Yndling; han var veltalende, snarraadig, tapper i Strid og sejrsæl; alt dette, forenet med hans Gavmildhed, maatte visselig gjøre ham saa vennesæl, at, som der staar, baade Venner og Uvenner roste ham[2]. Han var, siger den bremiske Mag. Adam, Danerne kjær formedelst sin Retfærdighed og Tapperhed, men frygtelig for Venderne[3]; Mag. Adams Scholiast kalder ham en from Yngling af rene Sæder, hvem Gud ogsaa derfor skjenkede Sejr over alle[4]. Man kan og sige at hans Faders Aand omsvævede ham som en ledende og beskyttende Genius. Thi baade han selv og Folket havde stedse for Øje, at han var St. Olafs Søn; denne Bevidsthed maatte forlene ham en egen Tryghed og Selvtillid, medens den paa den anden Side maatte gjøre ham strengere mod sig selv; i Folkets Øjne maatte Faderens Hellighed omstraale Sønnen med en særegen Glands[5].
Magnus efterlod ingen Sønner, kun en Datter, ved Navn Ragnhild. Han var ikke engang gift. Hvo Ragnhilds Moder var, nævnes ikke, og der tales ikke engang om nogen Kjærlighedsforstaaelse, han skulde have haft, undtagen med den smukke Margrete, en Datter af Lendermanden Thrond paa Stokke i Viken; men Margrete gjengjeldte ikke Kongens
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 26—29.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 40.
- ↑ Mag. Adam, II. 75.
- ↑ Schol. 57 til Mag. Adam.
- ↑ Fra denne Forestilling hidrøre vel flere af de legendariske Beretninger, hvori Magnus spiller Hovedrollen. Til disse maa man, skjønt Olaf ikke der omtales, eller har noget at bestille, ogsaa regne en, der udtrykker hans Omgivelsers Forvæntninger om Harald, nemlig at man, da Magnus laa paa det yderste, og Harald havde taget Sæde ved hans Sæng, saa en gylden Fisk fare ud af hans Mund og ind i Haralds, men her at antage et mørkt Udseende, hvilket Magnus selv, da man fortalte ham det, skulde have hentydet om at Haralds Raad vilde blive „mørkere eller koldere“, end hans. (Harald Haardraades Saga Cap. 37, Flatøbogen).
