mændene ned forat møde Magnus’s Liig, som med megen Højtidelighed blev bisat i Klemenskirken, hvor hans Faders Skriin opbevaredes, da den af Magnus paabegyndte St. Olafs-Kirke tilligemed Kongsgaarden endnu ikke var bleven færdig[1]. Mangen flink Mand, siges der, stod grædende over
- ↑ Beretningerne herom ere noget forskjellige. Fagrskinna Cap. 180 siger at Magnus’s Liig begroves i Christkirken udenfor Choret. Omtrent det samme maa og have staaet i Morkinskinna, der her mangler et Blad; thi Flatøbogen, der er en Afskrift af den, kun med enkelte Tilsætninger, siger at Liget nedlagdes „i Christkirken udenfor Choret“; men, tillægger den, nu (d. e, ved 1380) er det indenfor Choret, foran Erkebiskopens Rum. Snorre derimod (Cap. 29) nævner Klemenskirken, tilføjende: „der bevaredes da St. Olafs Skriin“; det samme gjentages af Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Harald Haardraades Saga Cap. 41). Nu er det tydeligt nok, at Magnus’s Liig paa den Tid,da den i Morkinskinna bevarede Text allerførst sammensattes (omkring Midten af 12te Aarhundrede), og senere, laa i Christkirken. Men da Christkirken ikke existerede paa den Tid, da Magnus døde, er det ligeledes tydeligt, at Fagrskinnas (og endog Flatøbogens) Tilgivelse, skjønt ældre end Snorres, ej er nøjagtig; thi enten maa der ved „Christkirken“ her forstaaes „Kapellet over Olafs Gravsted, hvor Christkirken siden opførtes“, eller Sagaskriveren har kun haft Ligets sidste og blivende Hvilested, den senere opførte Christkirke, for Øje, og saaledes af Skjødesløshed undladt at omtale, hvor det opbevaredes, indtil Christkirken byggedes. Da nu Snorre og de øvrige udtrykkelig nævne Klemenskirken, og Snorre visselig havde Lejlighed nok til at erfare den om disse Sager i Throndhjem selv herskende Tradition, kan man ikke antage andet, end at hans Angivelse maa være rigtig. Den passer desuden ganske med hvad vi erfare om de forskjellige Kirkebygninger i Nidaros og om de Steder, hvor Olafs Liig opbevaredes. At dette under Sven Alfivessøns Tid bevaredes af Grimkell i Kapellet, er ovenfor paapeget som meest sandsynligt. Men da Magnus blev Konge, var der ej længer nogen Grund forhaanden til ikke at bevare det i Klemenskirken, og hid er det saaledes da visselig blevet flyttet. Vi erfare imidlertid, at Magnus paabegyndte Opførelsen af en Olafs-Kirke med tilhørende Kongsgaard lidt ovenfor Byen, i Saurlid. Hensigten hermed var aabenbart den, at Olafskirken nu skulde træde i Klemenskirkens Sted som kongelig Kirke, medens denne overlodes Byen til Sognekirke. Vi erfare ogsaa, at Olafs Liig virkelig, under Harald Sigurdssøn, flyttedes til Olafskirken. Der staar nemlig (Harald Haardraades Saga Cap. 55) udtrykkeligt, at Olafs Skriin opbevaredes i Olafskirken, medens Mariekirken var under Arbejde; og dette sigter, som det nedenfor (S. 204—206) nærmere skal vises, til den Omstændighed, at Mariekirken allerede maa have været paabegyndt som det vordende Opbevaringssted for Olafs Skriin, enten umiddelbart efter at Olafskirken var bleven færdig, eller endog
den, som Erindringstegn efter Kongen, en liden Guld-Fingerring, hvorover hiin blev saa glad at han græd, og derved kom til at berøre Øjet med Ringen, hvilket strax, som det fortælles, havde den underbare Virkning, at han fik sit Syn tilbage. Om vi end ikke lære andet af denne Fortælling, erfare vi dog, hvor meget Magnus var elsket og afholdt, saavelsom at man paa hiin Tid, da Fortællingen blev nedskreven, nærede den bestemte Overbeviisning, at Magnus var død i det sydlige Jylland, siden hans Liig paa Vejen bragtes forbi Samsø.
