et Gesandtskab fra Sven, for at bede øm Hjelp, og Godwine var strax rede til at foreslaa paa et Witena-Møde, at man i det mindste skulde sende ham 50 Skibe. Men Leofric, Myrkernes Jarl, Godwines Modstander, erklærede sig paa det bestemteste derimod, og understøttedes af hele den øvrige Mængde, som rigtignok her mere synes at have ladet sig lede af sit blinde Had mod Danerne, end af Hensyn til hvad der var fordeelagtigt for Landet selv, thi hvis det først lykkedes Harald at overvælde Sven og erobre Danmark, vilde Raden visselig dernæst komme til England. Saaledes fik Sven ingen Hjelp fra dette Rige[1]. Familietvistigheder fjernede ham kort efter ogsaa fra Godwine og dennes Sønner. Godwines Søn, Sven Jarl, havde krænket Abbedisse Eadgifu af Leominster, han blev derfor erklæret utlæg, og hans Jarldømme blev bortgivet til hans Broder Harald og Jarlen Bjørn Ulfssøn, Kong Svens Broder, der, som vi have seet, med sin Broder Aasbjørn opholdt sig i England. Sven var i Landflygtighed i tre Aar. I denne Tid besøgte han ogsaa Sven Ulfssøn i Danmark, neppe i anden Hensigt, end for at bede ham om Hjelp; men Sven Ulfssøn havde nok med sig selv, og Sven Godwinessøn kunde saaledes ingen Hjelp faa hos ham; de skiltes endog fra hinanden i Uvenskab, hvilket man kan see, saavel af de følgende Begivenheder, som af den udtrykkelige Angivelse-hos de engelske Annalister, „at Sven Godwinessøn lagde sig ud med Danerne“. Hvor han tilbragte den øvrige Tid, nævnes ej, men det sandsynligste er, at han var dragen til Norge til den med hans Æt besvogrede Aaslak Erlingssøn paa Søle, og at det maaskee var efter Svens Tilskyndelse, at de nys omtalte Høvdinger, Lodin og Erling, gjorde hiint Tog til England. Den allersidste Tid har Sven sandsynligviis tilbragt i Flandern. I 1049 kom han tilbage til England med en Flaade af 8 Skibe, for, som han foregav, at underhandle om at hans Fredløshed maatte blive hævet og hans Besiddelser ham tilbagegivne. Baade Harald og Bjørn vægrede sig vel ved at afstaa nogen af deres Besiddelser, men Bjørn erklærede sig derimod villig til at følge med ham til Kongen og skaffe ham Fred og Landsvist tilbage. I dette Øjemed begav Bjørn sig, uden at ane det mindste ondt, og kun ledsaget af nogle faa Mænd, til Bosanham i Sussex, hvor Svens Skibe laa. Men her blev han paa Svens Befaling greben af dennes Sømænd, bragt ombord og skjendigt myrdet. Man maa formode at dette var Hovedhensigten med Svens Besøg i England, og at han derved ene havde til Hensigt at hevne sig paa Sven Ulfssøn, thi den nærmeste Følge af Drabet var for ham selv kun at han atter erklæredes fredløs, og maatte flygte tilbage til Brügge. Danevældet var imidlertid saa forhadt, at denne Nidingsdaad var langt fra at være upopulær. Folket
- ↑ Se Florents af Worcester, Mon. hist. Br. I. S. 602, jvfr. ovf. S. 147, 148.
