Spearhafoc kunde ikke engang faa sit Abbedi tilbage, thi her havde Kongen udnævnt til Abbed sin Frænde Rodulf, den samme, vi tidligere have omtalt, der var fulgt med Olaf den hellige fra Rouen til Norge som Biskop, og senere havde tilbragt 19 Aar paa Island[1]. Nordmanniske Herrer forlenedes med engelske Borge. Efter at Danerne havde forladt England, traadte altsaa Nordmannerne ganske i deres Sted, ja de begunstigedes endnu mere; de opførte sig langt overmodigere, og bleve i samme Forhold forhadte[2]. Kongens Syster egtede Grev Eustath af Boulogne, og denne saa vel som hans Følge opførte lig under deres Ophold i England med hensynsløs Voldsomhed. Paa Tilbagevejen rede de bevæbnede ind i Dovre, en af de Steder, hvormed Godwine var forlenet, og toge sig her med Vold de Boliger, som behagede dem. Da en af dem saarede en Huusbonde, der vovede at vise ham tilbage, l-leve de øvrige Borgere saa forbitrede, at de dræbte ham. Til Gjengjeld stormede Eustath i Spidsen for fine Mænd ind i den saarede Bondes Gaard, og slog ham ihjel; derpaa vendte de sig mod de øvrige Bymænd, der satte sig til Modværge: paa Bymændenes Side faldt over 20, paa Franskmændenes 19; Eustath maatte omsider frelse lig ved Flugten, og ilede strax tilbage til Kongen, for hvem han fremstillede Sagen saaledes som om Uretten ganske var paa Bymændenes Side. Edward, der altfor gjerne laante Øre hertil, befalede nu Godwine selv at straffe Dover-Mændene. Dette var for meget for Godwine. Han og hans Sønner samlede en Hær, droge mod Gloucester, hvor Kongen var, og fordrede at han skulde udlevere dem Eustath og hans Mænd bundne. Kongen kaldte paa sin Side sine troe Tilhængere, Jarlerne Leofric og Sigurd, til sig med deres Stridskræfter, og det vilde være kommet til Slag mellem Kongens og Godwines Hær, hvis ikke forstandige Mænd havde meglet Stilstand. Det blev aftalt, at Godwine skulde indfinde sig med fine Sønner paa et Witena-Møde i London og der forebringe sin Sag. Godwine og hans Sønner kom, men Kongen havde imidlertid samlet saa mange af sine Tilhængere om lig„ at en Mængde af Haralds Mænd tabte Modet, og gik over til Edward. Godwine kunde saaledes intet udrette: Sven blev strax erklæret utlæg paa ny, og Godwine og Harald indstevnede til at forsvare sig. Godwine forlangte Gisler for sin Sikkerhed, og da dette negtedes ham, forlod han Landet med sin Hustru og fine tre Sønner, Tostig, Sven og Gyrd, og drog over til Flandern. Hans ældste Søn Harald derimod drog med sin yngre Broder Leofwine
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/188
Denne siden er korrekturlest
170
Harald Haardraade.
