Hersker under Emunds kortvarige Regjering. Han ophøjedes til Jarl, og egtede Kongens Datter af første Egteskab[1]. Ved sin Forekommenhed og Hjelpsomhed mod Biskop Adalward, hvilken Erkebiskop Adalbert i Bremen havde udnævnt til Biskop i Sverige og sendt derhen med flere Prester, — hvorom mere nedenfor — vandt han ogsaa den mægtige bremiske Gejstligheds Yndest[2]. Da nu Kongens eneste Søn, Anund, var omkommen paa et Tog mod Kvænerne[3], stod der ikke længer nogen mellem ham og Tronen, hvilken han ogsaa besteg efter Emunds Død (ved 1050), fornemmelig understøttet af de allerede ivrigt christne Vestgøter, hvilke han derfor yndede fremfor sine øvrige Undersaatter[4]. Med Emund uddøde saaledes den gamle Ragnarske Æt, og ingen af de tre nordiske Herskerstammer havde nu noget forud for de øvrige i Anseelse. Ja, skulde en af dem nu i den almindelige Opinion betragtes som om den besad en højere Grad af Legitimitet, maatte det være den norske, deels fordi den nu var den ældste, deels, og fornemmelig, fordi St. Olafs Helgenglands omsvævede den.
Den Lethed, hvormed Harald Sigurdssøn kom i Besiddelse af Norge efter Magnus’s Død, maa deels tilskrives den Omstændighed, at han alle-
- ↑ I Hervarar Saga Cap. 20 nævnes Ragnvald den gamle, Steenkils Fader, som gift med Aastrid Njaalsdatter; her siges ogsaa at han var Jarl i Svithjod, og gift med en Datter af Kong Emund. Mag. Adam af Bremen siger (II. 14) at Steenkil enten var hans nepos eller Stifsøn; i Cap. 14 kalder han ham nepos. Sandsynligviis har han hørt ham kaldet Kongens mágr. Da han nu, som man temmelig tydeligt kan skjønne, ej var nogen egentlig Frænde (nepos) af Emund, maa man antage at han var hans Svigersøn og dertil maaskee Stifsøn. Steenkils Fader Ragnvald gamle har uden nogen Hjemmel, ja endog trods Sagaernes udtrykkelige Udsagn, været antagen for den samme som Ragnvald Jarl i Skara.
- ↑ Se Mag. Adam, III. 14 og nedenfor S. 192.
- ↑ Mag. Adam, III. 15, IV. 19 (Schol. 119).
- ↑ Kongerækken i Vestg. Loven S. 299. Det omtales ingensteds nøjagtigt, naar Anund og Emund døde. Mag. Adam omtaler Anunds Død strax efter at han (III. 13) i Korthed har talt om de nys skildrede Begivenheder i England 1049 -1052, men da den egentlige Hovedbegivenhed, hvorved han her dvæler, er Bjørns Drab 1049, medens han kun i Forbigaaende omtaler det følgende, og derpaa i Cap. 14 siger, „da dette var skeet der, døde Kong Jakob“, synes det, som om han, det sikre, samtidige Vidne, henfører Anunds Død til 1049 eller 1050, hvilket ogsaa godt stemmer dermed, at de i Anledning af hans senere Giftermaal med Anunds Enke opstaaede Stridigheder med Erkebiskop Adalbert bilagdes først i 1053: — og i mindre end 3 Aar kunne dog disse Stridigheder ej have varet. I den hos Lindenborg meddeelte Hist. Archiep. Bremensium er Anunds Død, aabenbart kun gisningsviis, henført til 1051. Emunds Død henfører Mag. Adam, III. 15 til Tiden under eller nærmest efter Uaaret 1056 (se nedf.); hans rette Dødsaar er derfor sandsynligviis 1056.
