rede i dennes levende Live var anerkjendt som Medregent, deels, og fornemmelig, at han nu, som det lader, virkelig var den eneste levende Ætling af Harald Haarfagre i lige nedstigende Linje paa Sverdsiden, saa at han efter de Tiders Anskuelser betragtedes som den rette Odelsmand til Riget, hvis Fordringer ikke engang hans bitreste Fiender vovede eller endog tænkte paa at underkjende. Men yndet var han ej. Man havde allerede lært hans Charakteer saa godt at kjende, at alle i ham væntede at faa en streng og myndig Herre. Heller ikke skuffedes de i denne Forvæntning. Haralds hele og temmelig lange Regjeringstid var, som man tydeligt kan see, optagen af en med Plan og Konsekvens, med Kraft og urokkelig Strenghed, tildeels ogsaa med Haardhed, udført Bestræbelse for at befæste Kongedømmet, undertrykke alle anarchiske Tendenser, og i det Hele taget at bringe den Ordning af de indre Forholde til Udvikling, som hans Broder St. Olaf havde grundet, men som under Magnus’s korte, deels under Lendermændenes Formynderskab førte, deels af de danske Anliggender optagne, Regjering ej havde kunnet nyde faa megen Opmerksomhed og Forsorg, som ønskeligt var. Hvad Harald i denne Henseende udrettede, er i vore Kongesagaer mere løseligt antydet, end ligefrem udtalt. Men hvad der fortælles, er allerede tilstrækkeligt til deraf at drage den Slutning, at han maa have været i Besiddelse af overlegne Talenter og have udviklet en alt besejrende Kraft. Vi erfare, at han ved sin Død efterlod sine Sønner et velordnet, blomstrende Rige og velbefæstet Kongedømme, og det uagtet de fleste Aar af hans Regjering havde været optaget af Krige, der ellers plejede at frembyde gunstige Lejligheder for det indenlandske Aristokrati til at udvide sin Magt ud over de tilbørlige Grændser. Vi erfare, at han ligeledes forstod at opretholde den norske Kirkes Frihed imod den myndige bremiske Erkebiskops ivrige Forsøg paa at gjøre sig den underdanig. Alt saadant kunde han ikke have udrettet, hvis han ej havde besiddet lige saa megen Energi og Handlekraft, som udmerkede Aandsgaver. Dette indeholdes ogsaa i den korte Skildring af hans Charakteer, som Sagaerne meddele saaledes: „han var herskelysten, og det saa meget mere, jo mere han befæstedes i Landet og Regjeringen; det gik tilsidst endog saa vidt, at det bekom de fleste ilde at tale imod ham eller at fremme andre Sager, end dem, han syntes om“. — — „Han var mægtig, tog sig ivrigt af Styrelsen indenlands, og overmaade forstandig, saa at alle ere enige om, at der ikke har været forstandigere Konge i Norden; derhos var han en udmerket Stridsmand, sterk og øvet i krigersk Idræt, og overhoved en Mand, der vidste at sætte sine Planer igjennem“[1]. Heller ikke mangler der i
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 57, 54, Snorre Cap. 43, 36, Fagrskinna Cap. 188. Der tilføjes, at kun de færreste af hans Bedrifter ere omtalte,
