Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/194

Denne siden er korrekturlest
176
Harald Haardraade.

vore Sagaer paa Charakteertræk af ham, som indeholde Beviser og Exempler herpaa. Det ligger ogsaa i det Tilnavn, han allerede fik i sin Levetid[1], og, som det synes, strax efter sin Tronbestigelse, nemlig harðráði, eller „den haardt raadende“. Men Norge trængte visselig paa den Tid til en Konge, som ham, og Tilnavnet er saaledes i Historien et Hædersnavn for ham, om end hans Samtid dermed vilde udtale en Dadel.

Da det især gjaldt for Harald, ikke at lade det mægtige Aristokrati voxe Kongemagten over Hovedet, havde han i dettes Medlemmer sine naturlige og ivrige Modstandere. Det bestod fornemmelig af de gamle anseede Lendermands-Slægter, og fremmerst for dem alle stod Magnus’s forrige Hovedraadgiver Einar Thambarskelve, for hvem det allerede maatte være ubehageligt nok at tabe den Indflydelse, han havde haft under Magnus, end sige at see sin hele Stands politiske Betydning indskrænket. Det var derfor i en rigtig Forudforvæntning af hvad der vilde paafølge, at han allerede i Magnus’s Levetid havde modsat sig Haralds Ophøjelse paa Tronen, uagtet det ellers maatte synes at have været i Aristokratiets Interesse, at der paa engang herskede tvende Konger. Man maa dog paa den anden Side beundre ham og hans øvrige Parti-Fællers Lojalitet og Hengivenhed for Kongestammen, idet de, da Magnus var død i en ung Alder, og Udsigten til hans Æts Forplantelse tabt for stedse, ingen Hindringer lagde i Vejen for Haralds Tronbestigelse, trods de øjensynlige Farer, som deraf vilde opstaa for deres Vælde; og Harald havde Aarsag til at prise sig lykkelig, at han var den eneste af sin Æt, saa at de kun havde Valget imellem at antage ham, eller at støde Haarfagre-Ætten fra Tronen. Men Ætten havde rigtignok vundet ny Glands og Legitimitet ved St. Olafs Martyrdom og Hellighed, og Harald udøvede en dobbelt Magt over Opinionen, baade som Harald Haarfagres Ætling og som St. Olafs Broder. De øvrige mægtige Mænd i Norge, som særskilt nævnes, vare fornemmelig den forhen omtalte Jarl, Orm Eilifssøn paa Oplandene, og hans Slægtning, den unge, smukke og fremfor alle sine Jevnaldrende anseede Haakon Ivarssøn, hvis Fader, den forhen omtalte, nu afdøde, Ivar hvile, var en Dattersøn af Haakon Jarl, og allerede under Olaf den hellige havde været Lendermand, indtil han, som vi have seet, fulgte de andre Stormænds Exempel, og drog til Kong Knut, i hvis Tjeneste han dræbte Ulf Jarl[2]. Paa Hedemarken nævnes den oven omtalte Guthorm, Søn af Ketil Kalf paa Ringenes og Gunnhild, Kong Haralds egen Sy-

    i Sagaerne, deels fordi Sagaskriveren ej har kunnet erfare dem, deels fordi han ej vilde optegne uhjemlede Beretninger.

  1. Dette synes at kunne sluttes af de samtidige Optegnelser i Chron. Sax. hvor han ved en Misforstaaelse kaldes hárfager.
  2. Se ovenfor I. 2. S. 737.