Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/200

Denne siden er korrekturlest
182
Harald Haardraade.

vanlige tolv Merkers Veitsle, men desforuden et halft Fylke i Throndhjem. Tillige gjorde han ham til sin Stallare, og gav ham endelig Dronning Thoras og Eystein Orres Syster, Jorunn Thorbergsdatter, til Egte. Ulf beskrives som en forstandig, veltalende og energisk Mand, og, hvad Harald især satte Priis paa, ja endog ved hans Grav bevidnede til hans Ros, af urokkelig Troskab[1]. Det kan saaledes ej være Tvivl om, at Einar i Ulf, der desuden som Stallare var forpligtet til at tale i Kongens Navn paa Thingene, havde sin fornemste Modstander, og at de ofte have været i Ordstrid. Ogsaa den anden ætstore Islænding, der havde været med Harald i Myklegaard, Halldor Snorressøn, var i nogen Tid i stor Anseelse og tilsyneladende Yndest hos Harald; men det havde allerede, som ovenfor nævnt, været en alvorlig Trælle mellem dem under Krigen paa Sicilien, og vi ville nedenfor see, at Venskabet mellem dem, om det kan fortjene delte Navn, og om det ikke snarere bestod deri at Harald holdt gode Miner med ham for hans Frænders, de mægtige Bjarkøingers Skyld, kun var af kort Varighed.

Paa den Strenghed, hvormed Harald inddrev eller lod inddrive sine Rettigheder, indeholde vore Sagaer flere Exempler, og det er mere af saadanne Smaatræk, og af hvad der ellers fortælles om hans Uvenskab med Einar, at man kan danne sig en Forestilling om den Iver og Kraft, hvormed han søgte at styrke Kongemagten, end af nogen udtrykkelig og omstændelig Fremstilling af hans politiske Virksomhed indenlands, hvilken ganske savnes i Sagaerne. Ikke alle de overordentlige Paalæg og strenge Bestemmelser, som Sven Alfivesøn havde indført, vare endnu, som vi have seet, ophævede[2], og Harald søgte umiskjendeligt at bibeholde deraf hvad han kunde. Saaledes tilegnede han sig blandt andet fremdeles Retten til jordgravet Gods, hvilket, som vi nedenfor ville erfare, foranledigede et alvorligt Sammenstød med Einar, og bidrog meget til al forøge Uvenskaben mellem dem begge. Hvorvidt Kongens Fordringer til Bønderne i Almindelighed gik, siges ej, men at de gik meget vidt, sees deraf, at Einar oftere ligefrem beskyldte Kongen for at bryde Loven mod Bønderne, og truede ham med, at de ej vilde taale det[3]. Maaskee dog Kongen i dette Tilfælde havde den strenge Ret for sig, men at han virkelig just ikke altid paa den hæderligste Maade segle at forøge sine Indtægter, sees deraf, at han, endog i sine aller første Regjeringsaar — sand-

  1. Se Harald Haardraades Saga Cap. 113. Snorre Cap. 82. Fagrskinna Cap. 200.
  2. Se ovf. I. 2. S. 852, 853.
  3. Harald Haardraades Saga Cap. 57. Snorre Cap. 43.