siden, som ovenfor nævnt, til Island, hvor han opholdt sig i 29 Aar (1030—1049), og hvor han regnes for den 4de Biskop paa Øen[1]; hans senere Udnævnelse til Abbed i Abingdon og Død er allerede omtalt. En Biskop, der udtrykkeligt siges at have opholdt sig hos Magnus den gode, men da ikke endnu kan have opnaaet den biskoppelige Værdighed[2], var Bernhard, kaldes den saxiske, og som derfor maa antages at have hørt til den bremiske Kirke. Dette antyder en nærmere Tilslutning af Magnus til den bremiske Kirke, hvilket ogsaa var en ligefrem Følge af hans Tiltrædelse til Danmarks Trone, og hans Svogerskab med de mægtige Hertuger i Saxland. Vi have seet, at Magnus, efter al Rimelighed i Slutningen af Aaret 1042, havde et Mode i Slesvig med Erkebiskop Bescelin Alebrand, ledsaget af et Par Biskopper og Hertug Bernhard, hvis Søn Ordulf her trolovedes med Magnus’s Syster Ulfhild. Man kan neppe antage andet, end at der paa dette Møde sluttedes en Art af Kon-
- ↑ Are Frode (Islendingabok Cap. s) nævner som Biskopper mellem Frederik (se ovf. I. 2. S. 279) og Rodulf Biskopperne Bernhard den bogvise 5 Aar, Kol faa Aar. Hungrvaka Cap. 3 sætter derimod efter Frederik først Jon irske, siden Bernhard den bogvise, og saa Rodulf, derimod lader den Kol først komme til Island paa Isleifs Tid (Cap. 2.) Dette er aabenbart urigtigt. Thi Jon irske, om hvilken den selv siger at han siden kom til Vendland og blev dræbt der, er øjensynligt den samme fem Mag. Adams „Johannes in Scotia ordinatus“, „Johannes Scotorum episcopus“ og „Johannes Scotus“, hvilken Erkebiskop Adalbert sendte til Island, og sidenefter til Meklenburg i Vendland, hvor han myrdedes 1066 paa den i Hungrvaka omtalte Maade, at først Hænder og Fødder, siden Hovedet, blev hugne af ham. Det er allerede ovenfor viist, at Irerne i hiin Tid oftere kaldes „Skoter“, da nu tillige Are frode (l. c.) sætter Jon irske „faa Aar“ efter Rodulf, medens det ovenfor er viist (I. 2. S. 599, 695) at Bernhard den bogvise efter al Rimelighed opholdt sig; paa Island mellem 1016 og 1021, er det klart, at den af Adalbert udsendte Jon ej kunde være foran Bernhard. Are frode har altsaa Ret, hvad man og af hans Ælde og Nøjagtighed kunde vænte. Kot har sandsynligviis opholdt sig paa Island i den sidste Tid af Olaf den helliges Regjering, og er vel udsendt fra Norge under Forhandlingerne 1024 og 1025, maaskee endog med Thorarin Nevjulsssøn. Han døde paa Island og var den første Biskop, der begroves ved Skaalholt; dette har maaskee forledet Hungrvakas Forfatter til at tro at han kom til Island efter at Bispestolen paa Skaalholt var oprettet. Mere om alt dette nedenfor.
- ↑ Han blev nemlig først indviet til Biskop under Harald Haardraade, se nedenfor S. 188.
kells Systersøn (i Orig. har der vel kun staaet nepos, der bruges til at udtrykke „Frænde“), den tredie, og Jon den fjerde: det siges at Jon og Ketil Kalf begge vare Systersønner (Frænder) af Aasgaut. Da nu tillige Mag. Adam (IV. 33) kalder Jon eller Sigurd den første, Grimkell den anden, og Sigurd, Æsmunds Morbroder, den tredie, er det klart, at Biskopsfortegnelsen her ej er streng chronologisk, men kun i Masse opregner de flere Lydbiskopper, der samtidigt virkede under St. Olaf.
