Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/206

Denne siden er korrekturlest
188
Harald Haardraade.

Sønner levede. Naar Bernhard her talte om „Fremmede“, kunde han neppe mene nogen anden end Kong Sven Ulfssøn, hvis Interesser i mange Maader gjorde ham til Saxernes Fiende og knyttede ham til Kejseren og Adalbert. Kejseren selv var i Svogerskab med Sven, for saavidt han havde været gift med hans Syskendebarn Gunnhild, Knut den mægtiges Datter[1]; Bernhard var ej alene gjennem sin Søn Ordulf besvogret med det Sven fiendtlige norske Kongehuus, men Ordulf havde derhos myrdet Svens Frænde Harald Jarl, og endelig var Sven atter traadt i den nærmeste Forbindelse med sin gamle Stiftsfælle, Fyrst Godskalk i Vendland, Bernhards Arvefiende[2], hvem han endog senere gav sin Datter Sigrid til Egte[3]. Alt dette maatte gjøre Adalbert, Sven, Godskalk og Kejseren til naturlige Forbundne, og Adalbert synes at have været Sjælen i de Underhandlinger, som plejedes mellem dem. Først ledsagede han dog Kejseren paa hans Tog til Italien 1046—1047, hvor den schismatiske Pave Gregor den 6te afsattes, og Klemens den 2den udnævntes i hans Sted, og kronede Kejseren (25 Decbr.)[4]. Efter Hjemkomsten fra Italien indbød Adalbert Kejseren til Bremen, tilsyneladende for at besøge Lismona og holde en Sammenkomst med Kong Sven,men egentlig for at udforske Hertug Bernhard og hans Frænders Troskab, hvilken ogsaa skal have viist sig mislig nok[5]. Sven derimod viste sig særdeles ivrig for at vinde Kejserens Venskab; han adlød strax dennes Opfordring om at komme ham til Hjelp med en Flaade mod Grev Balduin af Flandern, med hvilken Kejseren paa denne Tid laa i Fejde, og skal endog have aflagt Kejseren Troskabs-Ed[6]. Hans Forhold til Adalbert maatte da ogsaa være det bedste.

Men efter faa Aars Forløb indtraf Omstændigheder, der i det mindste for en Tid stillede Sven paa en spendt Fod med Gejstligheden. Han havde nemlig et overordentligt Hang til Usædelighed, holdt flere Friller, og

  1. Se ovenfor I. 2. S. 683. Henrik var bleven gift med hende 1036; hun døde 1038, efterladende en Datter, Beatrix, siden Abbedisse i Quedlingburg.
  2. Om Godskalk, se ovenfor S. 30. Hans Fader Uto var dræbt af en Saxer, (Mag. Adam II. 64) og Godskalk gjorde siden et Indfald i Saxland „for at hevne sin Fader“ (Saxo, S. 544).
  3. Omkring 1056, se Mag. Adam, III. 18. 50.
  4. Mag. Adam, III. 7. 8. Ifølge Mag. Adam skal Kejseren have villet gjøre Adalbert til Pave, men denne skal have „sat sin Kollega Klemens i sit Sted“.
  5. Mag. Adam fortæller at Bernhards egen Broder, Grev Thietmar, efterstræbede Kejseren, som frelstes af Erkebiskoppen.
  6. Florents af Worcester, Mon. hist. Br. S. 602. Han udtrykker sig saaledes: eâ vice fidelitatem imperatori juravit; om dette ellers skal forklares som om det var en formelig Lens-Ed, er uvist; at det var en saadan, er imidlertid slet ikke usandsynligt.