sendte Gesandter til Sven, bød ham at skille sig fra Gunnhild, og truede ham i modsat Tilfælde med Exkommunikation. Men Sven blev saa vred herover, at han sagde at han vilde ødelægge hele det hamburgske Erkestift. Adalbert vedblev dog at gjøre ham Forestillinger; Svens egne Biskopper. Viljam af Roeskilde og Egino af Dalby, søgte ligeledes at tale ham til Rette, men i lang Tid forgjeves: først da de gjennem Adalbert havde udvirket en pavelig Advarsels-Skrivelse, gav Sven for saavidt efter, som han sendte Gunnhild tilbage til Sverige. Men sit anstødelige Liv fortsatte han, maaskee endog i højere Grad end forhen, og med Adalbert stod han fremdeles paa en spendt Fod. Muligt og, at Afhængighedsforholdet til Kejseren i Længden ej behagede ham, og at han derfor følte sig mindre gunstigt stemt mod Adalbert, der havde fremskyndet det. Den første Tid, i hvilken Sven stod paa en venskabelig Fod med denne, kan man saaledes regne indtil 1050 eller 1051, da hans Giftermaal med Gunnhild gjorde dem uenige. I den samme Tid maa Harald derimod rimeligviis have betragtet Adalbert med mindre venlige Øjne; og som et Beviis derpaa kan man maaskee ansee, at den før omtalte saxiske Bernhard, uagtet han nærmest hørte til Adalberts Diøces, dog sendtes af Harald lige til Paven, for af ham at modtage den biskoppelige Indvielse, maaskee nærmest til Gulathingslagen, hvor vi senere gjenfinde ham. Adalbert tog dette meget unaadigt op, tvang Bernhard ved hans Hjemrejse til at gjøre sig en Afbigt, maaskee ogsaa til at betale en Mulkt, men lod ham dog omsider drage bort i Fred, og skjenkede ham Gaver ved Afskeden[1]. Man maa formode, at Bernhard ej blot af Tvang, men og-
- ↑ Mag. Adam, III. 70, IV. 33. Her siges det ikke udtrykkeligt, i hvilket Diar Bernhard blev ordineret. Men da han paa det sidste Sted omtales som endnu levende i Norge, da Mag. Adam skrev, altsaa ved 1075, sees det, at han ikke er nogen anden end den for omtalte Bernhard den saxiske, der tilbragte 19 eller 20 Kar paa Island, og siden, under Olaf Kyrre, blev Biskop paa Sellø i Norge, (d. e. for Gulathingslagen) hvorom nedenfor. Nu have vi seet, at Rodulf opholdt sig paa Island omtrent fra 1030 til 1049; efter ham kom (ifølge Are frode) Jon den irske, kun faa Aar, hvorpaa han rejste til Bremen og af Adalbert udnævntes til Biskop i Meklenburg. Bernhards Ophold paa Island falder saaledes mellem 1051 og 1070, og hans Virksomhed i Selja rimeligviis mellem 1070 og 1090. Dette stemmer ogsaa godt dermed, at Thora, anseende Magnus’s Død for Guds Straf over deres utilladelige Samliv og hendes Ondskab. Det bor dog her ikke oversees, at Snorre, Cap. 4l, saa vel som Harald Haardraades Saga Cap. 56 omtale Sven som gift med Gunnhild, hvor Begivenheder fra klaret 1050 nævnes; dette beviser dog i det højeste kun, at Anund, som ovenfor antaget, var død i dette eller det foregaaende klar. Det er for øvrigt saare rimeligt, at Svens Giftermaal med Gunnhild staar i Forbindelse med Grændsetraktaten mellem ham og Emund slemme, og Erhvervelsen af Bleking.
