saa af et virkelig oprigtigt Hjerte har erkjendt det utilbørlige i, at han, en fød Saxer og Medlem af den bremiske Kirke, havde gaaet Adalbert, sit rette Overhoved, forbi, og at han fra den Dag af har lovet ham ubrødelig Troskab. Thi ikke længe efter sin Hjemkomst blev Bernhard, som det heder, uenig med Kong Harald, og drog derfor over til Island, hvor han tilbragte 19 eller 20 Aar[1], og hvorfra han ikke vendte tilbage til Norge førend nogen Tid efter Kong Haralds Død. Paa Island har han saaledes neppe undladt at virke ivrigt i den bremiske Kirkes Interesse, og det maa vel især tilskrives saavel ham, som Biskop Jon irske, Adalberts intime Ven, der samtidigt med Bernhard opholdt sig paa Island, at Isleif, Gissur hvites Søn, om hvem mere nedenfor, indviedes af Erkebiskop Adalbert ifølge Islændingernes Anmodning[2]. Omtrent samtidigt hermed bekræftede ogsaa Pave Viktor den II. alle de Rettigheder, Paven havde givet den hamburgske Kirke, og udtrykkeligt den Ret for Erkebiskopperne, at indvie Biskopper til Sverige, Danmark, Norge, Island, Grenland og Skridfinnerne[3].
Strax efter at Sven Ulfssøn havde lagt sig ud med Adalbert ogsaa
- ↑ Hungrvaka, Cap. 3
- ↑ Hungrvaka Cap. 2 fortæller at Isleif blev valgt af hele Almuen, da han selv var 50 Aar gammel, og Island kun lidet længre havde været christent: her angives ikke Tiden nøjagtigt, men da det tillige fortælles, at han paa sin Udenlandsrejse for at indvies først søgte Kejseren, og siden Pave Leo den 9de († 19de April 1054), samt derefter blev indviet Pintsedag 1056, samme Aar i hvilket der herskede Dyrtid ej alene paa Island (Landnaama, viðbœtir I. jvfr. íslenzkir annalar), men ogsaa andensteds i Europa (se Annalista Saxo, Ekkihard og de nysnævnte ísl. annálar, hvor Uaaret udtrykkeligt kaldes „úöld í kristni“, ved dette Aar, jevnfør for Sverige Vedkommende Mag. Adam III. 15) og da det endelig heder at Isleif tilbragte Vintren derefter i Norge, falder saaledes Isleifs Ophold udenlands mellem 1054 og 1057. Det vil nedenfor blive viist, at Isleifs Indvielse rettest henføres til 1055.
- ↑ Bulle af d. 29 Octbr. 1055, meddeelt hos Staphorst (Hist. eccl. Hamburg. I. S. 410).
hans Eftermand Magne omtales endnu i 1125. Bernhards Ordination maa altsaa henføres til Aar 1050 eller 51. Vel nævnes han paa de to oven anførte Steder sammen med Aasgaut, den første Biskop i Oslo, men uden at det derfor er nødvendigt at antage deres Ordination for samtidig. Desuden omtaler Schol. 69 (til III. 16) Aasgaut ganske for sig selv. Egentlig er det kun paa dette Sted, og med Hensyn til Aasgaut, at Troskabseden udtrykkelig omtales, men da det dog siges at saavel Bernhard og flere andre, som Aasgaut, maatte give Adalbert Satisfaktion, men sidenefter behandledes venligt af ham og bortsendtes med Gaver, er det tydeligt nok, at Adalbert oftere har gjentaget denne Fremfærd. I det følgende (S. 207, 208,) vil det ogsaa blive viist, at Aasgaut virkelig tilhører en senere Tid.
