længe han stod paa en spendt Fod med denne, see vi Harald derimod venskabeligt at nærme sig ham og hans Gejstlige. Strax efter den svenske Kong Anunds Død havde Adalbert udnævnt sit Konvents Dekanus, den ovenfor nævnte Adalward, til Biskop i Sverige, og sendt ham til Kong Emund slemme, ledsaget af nogle flere Gejstlige. Men hos Emund befandt sig just hiin Æsmund, den danske Biskop Sigurds Frænde, der i sin Tid havde været i Skole i Bremen, men var rømt derfra, og efter megen Omflakken havde faaet en Erkebiskop i Polen til at give ham den biskoppelige Vielse, hvorefter han var dragen til Sverige, og havde her udgivet sig for at være afsendt af Paven selv. For Æsmund var Adalward en ubehagelig Gjest, og han benyttede sig af sin Indflydelse over den lettroende Konge vil hans Omgivelser til at indbilde dem at Adalward og hans Ledsagere falskeligen havde givet sig ud for erkebiskoppelige Gesandter, og at de derfor burde jages bort. Dette skede ogsaa, men Kongens Stifsøn eller Svigersøn, Steenkil, tog sig med Kjærlighed af dem, og sendte dem over Tiveden hen til Enkedronningen, og Sven Ulfssøns fraskilte Hustru, Gunnhild, der levede paa sine Gaarde i Vestergøtland, sysselsat med stille Velgjørenhed og andre fromme Handlinger. Gunnhild modtog Adalward og hans Følge med de største Æresbeviisninger, som om de vare sendte af Gud selv, og medgav dem ved Afrejsen store Gaver til Erkebiskoppen. Deres Vej gik sandsynligviis, som det paa de Tider var sædvanligt, først til Handelspladsen Ljodhuus (Lødøse) ved Gautelven, og derfra over til Jylland og videre. Harald, der i denne Tid hyppigt opholdt sig i Viken, og saaledes strax kunde erfare deres Ankomst til Lødøse, indbød dem til sig i Norge, rimeligviis i Kongehelle, modtog dem med store Æresbeviisninger, og gav dem ved Afrejsen saa mange Penge, at Adalward derfor kunde løskjøbe 300 Fanger. Om Harald havde anden Hensigt med denne Indbydelse, end at hædre Adalbert i hans Udsending, siges ikke; der fortælles kun, at Adalward under sit Ophold i Norge fik Liget af en i sin Tid (henved 997) af Erkebiskop Libentius I exkommuniceret Viking, der i over 60 Aar havde henligget uforraadnet, til strax at smuldre hen i Støv ved at give det Absolution[1].
- ↑ Se Mag. Adam, III. 15. Schol. 68, og IV. 23. Schol. 131. At Adalwards første Sendelse til Sverige og Besøg i Norge forefaldt efter Svens Skilsmisse, sees af det oven anførte; at den ligeledes fandt Sted for 1056, sees af hvad Mag. Adam fortæller strax efter (III. 15), nemlig, at da Kong Emund siden mistede sin Søn, og et frygteligt Uaar indtraf, troede Sviarne heri at see Guds Straf fordi de havde forsaget deres Biskop, og sendte Bud til Adalbert om at maatte faa ham tilbage, hvorover Adalbert blev glad og strax sendte ham afsted. Dette Uaar er nemlig aabenbart det nysomtalte almindelige nordeuropæiske Uaar i 1056. Det afgiver, som ovenfor antydet, et vigtigt chronologisk Moment til at bestemme Kong Emunds Død,
