han var en engelsk Munk fra Glastonbury: desto merkeligere er det, at Harald desuagtet lod ham indvie af Adalbert, og desto tydeligere vidner det om hans gode Forstaaelse med denne[1].
Men imidlertid var det allerede lykkets Adalbert ved Gaver og alle Slags Smigrerier, hvorpaa den talentfulde og fiint dannede Mand saa godt forstod sig, at formilde Sven, og gjenoprette det gamle Venskab. Sagen var vel ikke saa vanskelig, thi saavel Sven som Adalbert maatte fele, at de gjensidigt trængte til hinanden. Adalbert begav sig selv til Slesvig, hvor han, som Mag. Adam siger, lettelig forsonet med den overmodige Konge, i Gaver og Gejstlighed søgte at lade den erkebiskoppelige Magt vinde Prisen for de kongelige Rigdomme. Forliget besegledes ved prægtige Gilder, som hver af dem skifteviis holdt i 8 Dage, og her afgjordes tillige mange kirkelige Anliggender. Da Adalbert var kommen hjem, fik han Kejseren til at indbyde Sven til sig, for at ogsaa de kunde fornye deres Venskab og gjensidigt bekræfte deres Forbund med Ed. Det skede ogsaa: Sven indfandt sig hos Kejseren i Merseburg og tilbragte Paasken hos ham; „og det er utroligt, siger Mag. Adam af Bremen, (1053) hvor meget vor
- ↑ Se herom Viljam af Malmsbury, de ant. Glastoniens eccl. hos Gale, S. 823, hvor der staar at Sigfrid, norsk Biskop og Munk i Glastonbury, døde den 5te April. Der staar ikke naar han døde, men da det tilføjes, at han „sendte“ Klostret 4 Kapper, hvilket neppe kan være at forstaa om nogen anden Gave end en paa hans Dødsseng, maa det antages at han døde i Norge og saaledes var Munk i Glastonbury førend han kom derhen. Dette viser hans Identitet med den i Bisperækkerne som Biskop efter Sigurd danske nævnte „Sigurd Munk“.
(1055); blandt de svenske Biskopper nævnes Adalward (1052), blandt de orknøiske Thorolf. Det vil nedenfor vises, at de saakaldte Gesandtskaber fra Island, Grønland og Orknøerne, hvorom her tales, nærmest ere at henføre til Aarene 1048, 49 eller 50. Nu synes det dog tydeligt nok, at saavel male Død, som Delingen af Bispedømmet, efter Adams Mening falder omtrent mellem hine Gesandtskaber og Isleifs Indvielse,ja, da det siden heder, at Sven paa Grund af Christendommens Udvidelse i sit Rige,hvorved man nærmest maa tænke paa Oprettelsen af de 4 Bispedømmer, tænkte paa at faa oprettet en egen Erkestol for Danmark, og at Adalbert ej vilde gaa ind herpaa, uden at faa sin egen Erkestol ophøjet til et Patriarchat, om hvilket der underhandledes indtil Pave Leos Død (April 1054), synes det, som om hiin Deling og Adalberts Bestræbelser for at blive Patriarch endog faldt i 1053 eller 1054. Da nu omtrent samtidigt med eller kun lidt senere end Bispedømmets Deling ogsaa de svenske, norske og til Havets Øer bestemte Biskoppers Afsendelse og Indvielse omtales, og vi vide, at i det mindste Jon irske sendtes ved 1050 og at Adalward indviedes ved 1052, ligesom og Biskop Thorolfs Indvielse til Orknø nærmest var en Følge af og neppe indtraf længe efter Thorfinn Jarls Nærværelse i 1048 eller 49, hvorom nedenfor, saa følger heraf ligefrem, at Thjodolf og Sigurd maa være indviede paa denne Tid eller omkring 1051.
