var han, som vi i det følgende ville see, hvert, eller saa godt som hvert Aar paa Fejde i Danmark, og de saxiske Fyrster, Adalberts svorne Fiender, undlode neppe heller at give Harald behørig Underretning om ethvert af Svens og Erkebiskoppens mistænkeligere Skridt. Den nærmeste Virkning, dette maatte have paa Haralds Politik, var den, at han afbrød sin Forbindelse med Adalbert.
Haralds Statsklogskab havde imidlertid allerede strax efter hans Tronbestigelse lært ham at treffe særegne Foranstaltninger til fat modarbejde den danske og bremiske Indflydelse. Viken havde hidtil været det Landskab, hvis Sammenhold med det øvrige Norge var mindst at lide paa, og hos hvilket der altid havde været sporet et vist Drag til Danmark, deels paa Grund af de ældre politiske Forhold, rinder hvilke Viken udgjorde en Deel af Danevældet, deels ogsaa formedelst Landets Beliggenhed og Handelsforbindelser med Danmark[1]. Vel var dette Drag nu under og efter St. Olafs Tid blevet svagere, men desuagtet maatte der endnu, saa vel paa Grund af de nys nævnte Omstændigheder, som af andre Aarsager, være meget Gjæringsstof tilbage. Viken var det Landskab, for hvilket en langvarig Krig med Danmark var ubelejligst, deels fordi hine Handelsforbindelser derved afbrødes, deels ogsaa fordi det var nærmest udsat for Angreb af danske Krigsflaader. Hertil kom, at derlige siden Rigets Forening havde hersket en kjendelig Skinsyge hos Vikverjerne over Thrøndernes større politiske Vegt, der nu i den sidste Tid var forøget ved St. Olafs Helligdom i Nidaros. Naar Sven og Adalbert vilde benytte sig af dette Gjæringsstof, som herskede i Viken, kunde det befrygtes, at det vilde lykkes dem at drage dette rige og vigtige Landskab aldeles over i den danske Interesse. Det var derfor nødvendigt at finde et Middel, hvorved Vikverjerne knyttedes fastere til det øvrige Norge, eller i det mindste til Kongehuset, et Middel, hvorved deres kirkelige Interesser forenedes med det nordenfjeldske Norges, og saaledes den dansk-kirkelige Indflydelse modarbejdedes, medens tillige deres Forfængelighed smigredes og deres særegne Landskabs-Nationalitet tiltaltes. Et saadant Middel fandtes i Oprettelsen af en National-Helligdom i Viken, der var for denne, hvad St. Olafs Helligdom var for Thrøndelagen, og som tillige udbredte den samme Legitimitetens Glands, som hiin, over Kongehuset selv. Den Helgen, som hertil udkrævedes, maatte saaledes vaade være en Vikværing, eller i det mindste have lidt Martyrdøden i Viken, og tillige være beslægtet med Kongen. En slig Helgen var ogsaa just nu, i det belejlige Øjeblik, tilstede. Det var den bekjendte, forhen omtalte, St. Hallvard, Olaf den helliges og Harald Sigurdssøns kjødelige Syskendebarn paa mødrene
- ↑ Se ovf. I. 1. og I. 2., hvor der tales om Skiringssal-Kaupangen og senere Tunsbergs Handelsforbindelser med Danmark og Saxland.
