Side. Hallvards Fader var den rige og anseede Bonde Vebjørn paa Huseby i Lider ved Dramsfjorden, hans Moder Thorny, en Datter af Gudbrand Kula, og Syster af Aasta, Olafs og Haralds Moder[1]. Om Hallvard fortælles det, at han allerede under Opvæxten i det fædrene Huus udmerkede sig ved sit ivrige Christensind, sin Lydighed mod sine Forældre, sin Velvillighed, Redelighed og sine rene Sæder. Da han havde naaet Ynglingsalderen, heder det aabne, begyndte han at hjelpe sin Fader i hans Handelsforretninger, og lagde herved en saa samvittighedsfuld Redelighed for Dagen, at han, til Delingen af Fortjenesten med sin Broder, lod sig gjøre to Vegtlodder, et større, hvormed han afvejede sin Broders, et mindre, hvormed han vejede sin egen Deel[2]. En Vaar, da han skulde
- ↑ Saaledes angives Slægtskabsforholdet i Legenden om St. Hallvard efter den utrechtske Kodex (Langebek Script. III. 604, saa vel som efter Breviarium Nidrosiense, sammesteds S. 607, og i Eimunds Thaatt i Flatøbogen (Fornmanna Sögur V. 267). I det Brudstykke af den paa norsk forfattede Beretning om St. Hallvard, der meddeles af Langebek (Script. III. 603) staar der at Thorny af nogle siges at vare en Datter, af andre en Datterdatter af Gudbrand Kula. Hun kaldes Ulfhild i den legendariske Olafssaga, se ovf. I. 2. S. 664.
- ↑ Den utrechtske Kodex indskyder her en Fortælling, omtrent saalydende: „Da Hallvard engang i Handelsforretninger besøgte „Gotlandia“ (her bliver det uvist, om det er Øen Gotland eller Gulland, som er meent, eller Gautland, der af fremmede, paa Latin skrivende, Forfattere ogsaa kaldtes Gotlandia) kom en af Landets Indbyggere, en rig Mand, ved Navn Botvid, ned til Havnen, og da han fik de fremmede at see, gik han hen til dem og spurgte dem, hvad de hed. Enhver navngav sig, efter som Raden kom til ham, saaledes ogsaa Hallvard. Da Botvid hørte, hvo han var, sagde han: dine Ansigtstræk ere merkelige og af et ædlere Prag end alle de andres: jeg seer godt, at du er bestemt til noget underbart i Fremtiden, og derfor indbyder jeg dig med alle dine Staldbrødre til Gjestebud hos mig. Hallvard modtog Indbydelsen taknemmeligt; Botvid bevertede dem paa det ypperligste og gav dem store Gaver. Da de skulde afsejle, gav han Hallvard alt hvad han behøvede, og lod ham sejle bort i Fred: saaledes kom den hellige Mand med alle sine i god Behold hjem til sit Fædreland“. Denne Beretning vilde vel neppe være bleven optagen i Legenden, med mindre man lagde megen Vegt paa den af Botvid udtalte Spaadom din Hallvards fremtidige Berømmelse. Der maa saaledes have været noget merkeligt ved denne samme Botvid og den Tanke ligger derfor temmelig nær, at Legendeforfatteren ved ham har meent den bekjendte sødermannlandske Helgen, St. Botvid, om hvis Levetid man hidtil har været uenig, idet nogle henføre den til anden Halvdeel af det 11te, andre til det 12te Aarhundrede. Der er dog intet i den hele Fortælling om St. Botvid, saadan som den læses i Fants Scriptores rer. Svec. II. S 377 fgg., der strider imod at antage, at han kan have levet som en rig og anseet ung Mand paa 25 Aar omkring 1040, til hvilken Tid omtrent St. Hallvards Østersø-Rejse maa henføres, og at han længe derefter er bleven dræbt, omtrent 60 Aar gammel, ved 1075, hvilket paa det nærmeste stemmer med Messenius’s Antagelse, der henfører hans Død til
