get med at opbygge en Kirke i Nærheden af Kongsgaarden, og ladet St. Hallvards Levninger bringe did. Denne Kirke var neppe den senere bekjendte St. Hallvardskirke eller Domkirken, der, som det synes, først opførtes i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, da faste Bispestole oprettedes; men derimod St. Mariæ Kirke ude paa Øren, tætved Kongsgaarden, hvilken Kirke stedse, lige til Reformationen, var en kongelig Kirke, hvis Gejstlighed udnævntes af Kongen selv, men hvis Oprettelsestid ingen Steds angives[1]. Vi ville strax nedenfor see, hvorledes Harald lod opføre en Kongsgaard tilligemed St. Mariæ-Kirke i Nidaros, og hvorledes denne Kirke, der doterede-s rigt, aabenbart var bestemt til at modtage St. Olafs Skriin, hvilket vel ogsaa en Tidlang opbevaredes der. Det laa øjensynligt endnu ikke i Haralds Plan, at oprette virkelige, faste Biskopsstole, med særegne, af Kongen uafhængige, Kathedralkirker. Biskopperne vare paa hans Tid endnu fremdeles Hird- og Lyd-Biskopper uden faste Sæder[2], og om end Biskopperne i Throndhjem og Viken fra hans Tid af havde deres fornemste Ophold og egentlige Hovedsæde ved St. Olafs og St. Hallvards Helligdomme i Nidaros og Oslo, udøvede de dog deres Funktioner ved disse kun som kongelige Gejstlige, medens deres Embede forresten bestod i at rejse om, styrke Christendommen og udrydde de Levninger af Hedenskaben, som endnu fandtes. Under disse Omstændigheder er der den største Sandsynlighed for, at St. Mariæ Kirke i Oslo lige saa vel
- ↑ Aller først omtales Mariækirken i Oslo under Kong Sverre, ved 1196, se Sverres Saga Cap. 134, men uden at den i mindste Maade antydes som nys anlagt.
- ↑ Dette er Mag. Adams udtrykkelige, og sikkert paa gode Kilder grundede Udsagn i 1075 (IV 33): „Blandt Nordmendene og Sviarne er der formedelst Christendommens nylige Indsørelse endnu ingen bestemt afgrændsede Bispedømmer, men Bisperne vælges af Kongen eller Folket, og opbygge i Fællesskab Kirken, idet de gjennemrejse Landet, og søge at faa saa mange som muligt vundne for Christendommen; de styre dem ogsaa uden indbyrdes Skinsyge, saa længe de leve“.
Strand eller Bygd rundt om det inderste af Fjorden, deels den analoge Benævnelse Folló eg. Foldló det er „den flade Kyststrækning ved Folden“ (som dette Landskab berørte ved Vestby), der med Vished vides at være Navnet paa et heelt Hered, gjør det høist sandsynligt, at „Oslo“ har været det oprindelige Navn paa hele det nuværende Akerssogn, eller, som det i dele Middelalderen kaldtes, „Oslohered“. „Aker“ er kun Navnet paa den store Gaard, hvor Akers Fylkeskirke laa, og hvis Enemerker ogsaa indbefattede Akershagen og Akersnes, d. e. den Plads, hvor nu Christiania og Fæstningen Akershuus ligge. Hvilket Navn, under denne Forudsætning,Kongsgaarden havde, paa hvis Grund Oslo blev anlagt, er nu forlængst glemt, men Kjøbstaden har vel først kun været kaldet kaupangr í Osló, ligesom man sagde kaupangr í Þróndheimi, indtil Landskabets Navn tillige blev Byens Navn. Desto urimeligere var det i 1624 at forandre Navnet Oslo, da Byen flyttedes over til Akershagen, thi den vedblev lige fuldt at være „Kjøbstaden i Oslo“.
