rige Præbender[1], og dette giver, som ovenfor antydet, Anledning til at tro at Harald ved en lignende gavmild Dotering til Mariekirken i Oslo har lagt Grunden til den Rigdom, hvoraf vi senere finde denne Kirke i Besiddelse[2].
Men endnu, som man maa formode, førend Mariekirkerne vare færdige, var Harald kommen i aabenbart Fiendskab med Adalbert. Den Indflydelse, som denne opnaaede efter Kejser Henrik den 3dies Død, først under Kejserinde Agnes’s Regjering, siden efter at Erkebiskop Anne af Kølln havde faaet den umyndige Kong Henrik den 4de i sin Magt[3], men havde anseet sig nødsaget til at antage sin Modstander Adalbert til Medformynder, maatte forekomme Harald betænkelig, hvorhos det ogsaa maa tages i Betragtning, at den i Aaret 1062 afdøde saxiske Hertug Bernhards Søn og Efterfølger Ordulf, St Olafs Svigersøn, allerede længe havde ligget og fremdeles laa i heftig Fejde med Adalbert[4]. Den tilsyneladende Enighed mellem Adalbert og Anne varede, som bekjendt, ikke længe, og deres Uenighed viste sig ogsaa deri, at da der efter Pave Nikolaus den 2dens Død (1061) af to forskjellige Partier var udvalgt tvende Paver, Honorius II og Alexander II, erklærede Anno sig for hiin, medens derimod Kejserinden, saa vel som Adalbert, tog dennes Parti[5]. Heraf maatte det være en naturlig Følge, at alle Adalberts Venner, hvoriblandt Kong Sven i Danmark, erklærede sig for Alexander, medens derimod hans Fiender, navnlig Hertug Ordulf og Kong Harald, erklærede sig for Honorius. Under disse Omstændigheder er det let at forstaa, hvorledes Harald maaskee endnu mere end forhen søgte at undgaa at have noget med Adalbert at bestille, eller at lade sine Biskopper indvie af ham, men derimod sendte
- ↑ Fagrskinna Cap. 189, jvfr. Flatøbogen (Fornm. Sögur VI. 267 Note 3); Morkinskinna har her en Lakune.
- ↑ Den var, som bekjendt, en af de rigeste Kirker i Norge, og Kollegiatkirke, dens Provst eller Konventforstander var fra 1314 Rigets Kantsler.
- ↑ Dette skede, som bekjendt, ved Pintsetid 1062, se Lambert af Hersfeld ved dette Aar.
- ↑ Se herom især Mag. Adam, III. 42, 43, 44, 48.
- ↑ Honorius II., forhen Cadalous, Biskop af Parma, blev først udvalgt, som det heder af Kong Henrik selv, det vil sige hans Moder, Kejserinden, og den største Deel af den romerske Gejstlighed paa et Mode i Sum; omtrent paa samme Tid derimod fik Hildebrand, siden bekjendt som Gregor VII., Anshelm af Milano, Biskop af Lucca, udvalgt paa et andet Møde; han kaldte sig Alexander II, og blev, sandsynligviis især ved Hildebrands mægtige Understøttelse, anseet for den rette Pave. Anno havde i Førstningen selv hjulpet til at afsætte Honorius, som dog stedse beholdt et Parti for sig. (Lambert af Hersfeld, Pertz, VII. 167, 168). Se Pfister, Gesch. der Teutschen II. 205.
kun saa længe Mariekirken stod under Bygning. Da Olaf Kyrre siden havde bygget Christkirken, flyttedes, som det udtrykkeligt heder, Olafs Liig did.
