Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/23

Denne siden er korrekturlest
5
Magnus’s Fordring paa England.

endog, som vi have seet, et Fiendskab, der nødte hiin til at fjerne sig fra Hoffet, maaskee endog fra Landet, hvor ærbødigt endog Magnus selv synes at have behandlet hende og hendes Datter, hans Halvsyster Ulfhild. Derimod var Anund nær beslægtet med Magnus’s Fiende, Sven Ulfssøn, der næsten lige siden sin Faders Drab havde opholdt sig hos ham, og nu betragtede sig som arveberettiget til Danmark. At Sven ikke undlod efter Evne at puste til Anunds Skinsyge, og saa meget som muligt at ophidse ham mod Magnus, kan man, at slutte fra hvad der siden sandt Sted, ansee for afgjort.

Ved Forliget i Brennøerne var en fuldkommen Arvepagt bleven oprettet mellem Hardeknut og Magnus. Den længst levende skulde efterfølge den anden i alle hans Besiddelser og Fordringer, og Magnus var saaledes ved Hardeknuts Død Arving ej alene til Danmark, men til det veie daværende Danevælde, det vil sige ogsaa til England, som Hardeknut med fuld Ret beherskede, da han døde. Englænderne havde imidlertid taget Hardeknuts ældre Halvbroder Edward, kaldet Confessor, Ædhelreds og Emmas Søn, til deres Konge: han var en Ætling af deres forrige wessexiske Kongehuus, og de lagde derved tydeligt nok deres Hensigt for Dagen, at løsrive sig fra Danevældet. Magnus lod dog ikke sin Fordring paa Englands Trone gaa upaatalt hen, men sendte — det siges ikke udtrykkeligt naar, men det maa efter al Sandsynlighed have været kort efter Regjeringstiltrædelsen i Danmark[1] — et Gesandtskab til Edward med Brev, hvori han opfordrede denne til at vige for ham som Hardeknuts rette Arving, og afstaa ham Riget, eller i modsat Fald forsøge Vaabenlykken. Edward lod

  1. Tiden, naar dette skede, er saa meget vanskeligere at bestemme, som Sagaerne selv omtale den ved forskjellige Tidspunkter. Fagrskinna, (Cap. 134—136) nævner den strax efter Magnus’s Tronbestigelse i Danmark. Magnus den godes Saga Cap. 42 omtaler den strax efter Slaget ved Helganes, ligesaa Snorre, Cap. 38, 39. Alle tre lade Edward i Brevet omtale sin Kroning, der først fandt Sted Paaskedag 1013; dette synes at vise, at Forhandlingerne først senere foregik. Men i Chronologien af Magnus’s hele Regjering er der en stor Uorden og flere Modsigelser; at en enkelt Begivenhed, som den her omhandlede, af nogle henføres til et, af andre til et andet Diar, er derfor ej at undres over, og til at bestemme naar den fandt Sted, har man neppe anden Ledetraad at følge, end Erkjendelsen af, hvad der synes rimeligst. Og det rimeligste er, at Magnus søgte at gjøre sine Fordringer gjeldende saa nær efter Arvetiltrædelsen som muligt. Det behøver dog ikke derfor at have fundet Sted strax i 1042, da det vel altid tog nogen Tid, inden Magnus var bleven hyldet i Danmark og havde befatter sit Herredømme der;Brevet er derfor neppe blevet afsendt førend i 1043. Dette bestyrkes ogsaa af de engelske Annalers Angivelser, ret forklarede, se nedf. S. 8.
     Da vi her allerede ere komne ind paa at tale om Tidsregningen for Magnus’s Regjering, er det belejligt, med det samme at gjøre Rede for de Grunde, hvorpaa den af os i det følgende opstillede Tidsregning er bygget.
     Den større Magnus den godes Saga i Hrokkinskinna lader Magnus allerede