Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/236

Denne siden er korrekturlest
218
Harald Haardraade.

skop, heller ikke undlod at gjøre sit Herredømme over Skatlandene gjeldende, er hvad man af ham maatte vænte. Hvilken Respekt han indgød den ellers saa herskesyge Thorfinn Jarl, sees bedst deraf, at denne, saasnart han erfoor Kong Magnus’s Død, sendte Mænd til Kong Harald med det Budskab, at han ønskede at være hans Ven; og da Harald dertil gav et venligt Svar, strax sejlede afsted med to Tyvesesser og over 120 Mand, for at gjøre Harald sin Opvartning. Han traf ham paa Hørdeland, hvor han just opholdt sig, fandt en venlig Modtagelse, og fik ved Afrejsen gode Gaver[1]. Det staar ikke udtrykkeligt, at Thorfinn tilsvor Harald Troskabs-Ed, men det synes at ligge i Sagens Natur, og derhos at bekræftes af Mag. Adams før omtalte Udsagn, at Harald underkastede sig Orknøerne, saa vel som af de senere Begivenheder. Thorfinn vilde dog vel neppe have fundet det saa nødvendigt at søge Haralds Venskab, hvis han ikke havde anseet det raadeligst at sikkre sig fra den Kant, for desto mere ubehindret at være rede til at møde et Uvejr, der truede hans og hans Frænde Kong Macbeths Magt fra den af Macbeth fældede Kong Duncans Søn Mælkolm, der havde taget sin Tilflugt til sine Lensbesiddelser i Cumberland, og havde en mægtig Beskytter i sin Frænde, den før omtalte Sigurd Jarl af Huntingdon, Sven Ulfssøns Syskendebarn, der ogsaa blev Jarl i Northumberland, og saaledes var rede til, ved første Lejlighed at gjøre et Indfald i Skotland, hvad der ogsaa faa Aar derefter skede. Da Thorfinn Jarl forlod Norge, drog han ej tilbage til Orknø, men tiltraadte den nys omtalte Rejse til Rom, paa hvilken han efter Sagaens udtrykkelige Beretning besøgte Kong Sven i Danmark og Kejser Henrik i Saxland, og sandsynligviis ogsaa havde en Sammenkomst med Erkebiskop Adalbert, for at aftale det nødvendige om Oprettelsen af en fast Biskopsstol paa Orknø. Hans Besøg hos Sven saa strax efter at han havde hyldet Kong Har-

  1. Dette kunde ikke skee for 1049, eftersom Thorfinn neppe før ved Vintrens Begyndelse 1047 fik Bud om Magnus den godes Død, derpaa sendte Bud til Harald, og oppebiede hans Svar, saa at han, om han strax efter var rejst ud, maatte have tiltraadt Rejsen ved Vintertide. Der er endog al Sandsynlighed for, at han ikke tiltraadte Rejsen førend i 1048 eller 1049, og at han var i Rom ved Paasketid 1050, da Paven just holdt en Synode (Herm. Contr.), siden det heder at han traf Paven og fik Absolution af ham; thi da Klemens II. var død i Oktober 1047, og hans Eftermand Damasus II kun var Pave i 22 Dage (fra 17 Juli til 8 August 1048), synes det, som om den Pave, Thorstein traf, maa have været Leo IX, der først tiltraadte Pavedømmet i 1019; hertil kommer, at Marianus Scotus for Aaret 1050 udtrykkelig har de merkelige Ord: „Skotlands Konge Macbeth uddeelte Penge til de Fattige i Rom ved at udstrø dem“ (seminando). Dette tyder paa at Macbeth selv var i Rom, og i saa Fald er intet rimeligere end at han og hans Frænde samt Allierede Thorfinn vare der tilsammen; og hvis Macbeth sendte Pengene ved en anden, er heller intet rimeligere end at Thorfinn var Overbringeren.