virkelig var Haralds Hensigt hermed, at tilvende sig Herredømmet over Island, er indlysende saa vel af hvad man forresten kjender til hans Herskelyst, som af den Lighed, hans Fremgangsmaade havde med St. Olafs, hvis Bestræbelser for at blive Islands Herre ej vare nogen Hemmelighed. Noget Saadant fremgaar tillige af Mag. Adams ovenfor gjengivne Udsagn, at Harald udstrakte sit Rige lige til Island, thi vel er dette i sig selv en Usandhed eller Overdrivelse, men enkelte Rygter maa dog have ligget til Grund derfor, der i det mindste vidnede om et særdeles venskabeligt Forhold mellem Harald og Islændingerne. I Sagaerne tilskrives dog den Opmerksomhed, Harald viste Islændingerne, fornemmelig den Omstændighed, at Islændingerne forevigede hans Bedrifter i Kvad, som de digtede til hans og hans Sønners Ære. Vel kan og dette have bidraget noget dertil, da Harald baade var forfængelig, og dertil selv en fortrinlig Skald: men han var dog altfor slu og statsklog, til at man kan antage, at ingen anden Bevæggrund end denne skulde have bragt ham til at efterligne, hvad St. Olaf gjorde for at bringe Landets Høvdinger til at erkjende hans Højhed. Sagaerne tilføje selv, at mange af hans Bedrifter ej ere nedskrevne, og man kan derfor nok antage, at ogsaa hans Bestræbelser for at underkaste sig Island ikke nøjagtigt ere blevne optegnede, saa meget mere som dette Tidsrum overhoved er fattigt paa Optegnelser om Begivenheder paa Island. For en Deel har dog dette ogsaa sin Grund deri, at Tidsrummet selv var fattigt paa Begivenheder, i det mindste i Sammenligning med det foregaaende, kort før og efter Christendommens Indførelse. Thi det var virkelig, som om Folket nu trængte til Hvile efter de forrige Tiders Tummel og Uro, som om de mægtige Ætter, efter at have udtømt deres Kræfter i indbyrdes Kamp nu følte sig udmattede, og som om der, under den nu grundigt befæstede Christendoms Indvirkning, ovenpaa de forrige Tiders Vildhed og overspændte Kraft-Ytring indtraadte en forholdsviis stille og fredelig Periode[1], der ej havde merkelige Begivenheder at opvise, men som ikke des mindre maa ansees for at have været Islands lykkeligste Tid. Denne Tids Herlighed har Mag. Adam af Bremen skildret, maaskee i noget vel glimrende Farver, men dog saaledes, at man ikke et Øjeblik kan tvivle om Skildringens Sandhed i det Væsentlige, eller om at han her har fulgt vel underrettede Mænds, maaskee endog indfødte Islændingers Beretninger[2]. „Islændingerne“, siger han, „føre et reent Liv, i Eenfoldighed, da de ikke eftertragte mere end Naturen giver, saa at de kunne sige gladeligen med
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/239
Denne siden er korrekturlest
221
Harald smigrer Islændingerne.
