ligt for Skaldekunsten, at han, naar det gjaldt at hædre eller belønne en Digter, glemte sin sædvanlige Paaholdenhed og Sparsomhed, og uddeelte Gaver med ødsel Haand, medens han tillige i Omgang med aandfulde Skalde viste sig saa jevn og utvungen, at man endog maa tilstaa, at han stundom bortgav alt for meget af sin kongelige Værdighed, idet han tillod og deeltog i temmelig raa og upassende Spøg[1]. Hvor meget Islændingerne allerede paa Haralds Tid lagde Vind paa at samle, ordne og opbevare de historiske Traditioner, ej alene om ældre, men ogsaa om samtidige Begivenheder, og hvor ivrigt deres Skalde ej alene selv digtede Kvad, men ogsaa lærte udenad saa mange andre, ældre og yngre Kvad, som de kunde overkomme, derom vidne især følgende, i Sagaerne meddeelte, og, som det synes, aldeles paalidelige Beretninger, om Thorstein frode og Stuf Skald.
Thorstein, en ung og rask, men fattig Islænding, kom en Sommer til Harald og bad om hans Bistand. Kongen spurgte ham, hvad han forstod sig paa: Thorstein sagde at han kunde en Deel Sagaer. Da Kongen hørte dette, lovede han ham Ophold paa den Betingelse, at han skulde fortælle Sagaer til Tidsfordriv, naar som helst han opfordredes dertil. Thorstein forpligtede sig dertil, og fortalte nu Saga efter Saga den hele Sommer og Høst, hvorved han blev saa afholdt af Hirdmændene, at de skjenkede ham Klæder, medens Kongen gav ham gode Vaaben. Saaledes leed det hen mod Juul; da begyndte Thorstein at see noget nedslagen ud. Kongen spurgte ham om Aarsagen: han stod Skylden paa Tungsindighed eller slet Lune. „Nej“, sagde Kongen, „det er ikke den rette Aarsag, men jeg kan godt gjette den, og det er, at dit Forraad paa Sagaer nu begynder at slippe; du har i hele Vinter altid fortalt, naar som helst du opfordredes, og nu finder du det ubehageligt, at dit Forraad skal være udtømt netop naar Julen kommer“. „Du har gjettet rigtigt, Konge“ svarede Thorstein, „og jeg har kun een Saga tilbage, men som jeg ikke tør fortælle her, da det er Sagaen om dine egne Bedrifter udenlands“. „Det er imidlertid den Saga, jeg har størst Lyst til at høre“, sagde Kongen, veg derfor skal du just fortælle den i Julen. I de første Dage, som nu ere for Haanden, behøver du ej at fortælle noget, da alle have travlt med Forberedelserne til Festen, men om Juledagen skal du begynde paa denne Saga, og jeg skal mage det saaledes, at den holder hele Julen ud, thi i den Tid er der saa megen Drik og Lystighed, at Folk ikke sidde længe og høre paa Fortællingen; saa længe du fortæller, skal jeg ikke lade mig merke med, om jeg synes du gjør det godt eller ej“. Det gik efter Kongens Bestemmelse. Om Juledagen begyndte Thorstein paa Sagaen, og efter at han
- ↑ Exempler saa vel herpaa, som paa Haralds Gavmildhed mod sine Skalde, afgiver især Sneglu-Halles Historie, hvorom nedenfor.
