os“. Derved blev det. Stof rejste efter Bestemmelsen øster til Viken, og fik, understøttet af Kongens Budskab og Jertejner, uden Hinder den Arv, han skulde have. Siden opsøgte han Kongen nord i Throndhjem, og blev godt modtagen af ham. Han fik nu sin tredie Bøn opfyldt, thi med Hirdmændenes Samtykke blev han optagen i deres Tal, og opholdt sig en Stund hos Kongen. Stuf overlevede ham og digtede efter hans Død en saakaldet Arveøls-Draape om ham, der kaldtes Stufsdraapa eller Stufa[1]. Af den anføres flere Vers i Sagaerne til Bekræftelse paa, hvad der fortælles; vi have allerede haft Lejlighed til at paaberaabe enkelte af dem, og det siges udtrykkeligt at han selv hørte Kong Harald fortælle om de Begivenheder, han besang[2].
Blandt andre Islændinger, der digtede Kvad om Harald, hvilke ligeledes hyppigt paaberaabes, vare den oftere omtalte Thjodolf Arnorssøn fra Nordlandet, Haralds egenlige Hirdskald, og hans Broder Bølverk[3]. Thjodolf, der synes at være kommen til Norge allerede under Magnus den gode og at have opholdt sig hos Harald i hele hans Regjeringstid, — vi finde nemlig Vers anførte af ham saavel om Magnus’s Krig i Danmark, som om Begivenheder fra ethvert Tidspunkt i Haralds Regjeringstid, — var af ringe Herkomst, men en ypperlig Skald, og var i stor Yndest hos Kongen. Hans Hovedkvad om Harald kaldes efter sin Inddeling i sex Stevjemaal eller Afdelinger Sexstelja[4], og Vers af den citeres hyppigt, fordi han mere end de fleste andre Skalde havde været Øjevidne til Begivenhederne. Ogsaa af Bølverks Kvad citeres flere Vers. For den senere Deel af Haralds Regjeringstid maa ogsaa den forhen[5] omtalte Stein Herdisessøn eller Hallarstein nævnes; han deeltog i Nisaa-Slaget 1062, hvilket han derfor beskriver som Øjevidne, og levede ogsaa under Haralds Søn og Efterfølger Olaf Kyrre, om hvem han lige saavel som om Harald selv digtede Kvad. Den ypperlige Arnor Jarlaskald, Thord Kolbeinssøns Søn, er allerede ovenfor nævnt. Andre mindre bekjendte Skalde, der ligeledes digtede Kvad om Harald, hvoraf Vers anføres, og som vi allerede ovenfor lejlighedsviis have omtalt, vare Illuge Bryndøleskald, Valgard fra Vold, Thorarin Skeggessøn. Ogsaa andre Skalde omtales, der digtede Kvad om Harald, men hvis Vers ikke citeres. Alle vare de Islændinger, saa at det er tydeligt nok, at Skaldekunsten fra nu af tilhørte dem som en synderlig Ting, og udelukkende dyrkedes af dem, ligesom vi ogsaa af de
