Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/247

Denne siden er korrekturlest
229
Haralds Indflydelse paa Island.

nævnte Skaldes Familieforhold have seet, at den for en stor Deel gik i Arv i Ætterne[1].

De fleste af disse Skalde vare tillige, som Stuf, Kongens Hirdmænd. Dette var ogsaa Tilfældet med mange, ja vel endog de fleste af de anseede Islændinger, der besøgte Harald, og gjorde ham deres Opvartning. Og da det er højst sandsynligt, at under Haralds lange Regjering Fleerheden af de islandske Høvdinger i det mindste eengang besøgte ham og fandt en venlig Modtagelse ved hans Hof, kan man vel ogsaa antage, at Fleerheden af dem vare hans Hirdmænd[2]. Men Hirdmandsværdigheden var paa den Tid ingen tom Titel. Den medførte, som vi allerede tidligere have viist, et bestemt Afhængigheds- eller Vasall-Forhold for Hirdmanden til Hirdens Herre, og et Brud paa denne Troskabspligt betragtedes som Nidingsverk[3]. Vel ligger det i Sagens Natur, at nogen streng Overholdelse af denne Afhængighed ikke kunde tænkes i et saa langt bortliggende Land som Island, men at Harald ikke desto mindre gjennem sine Hirdmænd maa have udøvet nogen Indflydelse paa Islands Anliggender, kan ej betvivles. Hertil er det maaskee ogsaa, at Mag. Adam tildeels sigter med de ovenfor anførte Udtryk[4].

Om Grønland og dets Forhold til Norge paa Harald Haardraades Tid tales der næsten slet ikke. Vi erfare kun, at Farten derpaa fremdeles skede umiddelbart fra Norge, ikke fra det langt nærmere beliggende Island, hvilket viser, at dets Forbindelse maa have været sterkere med hiint, end med dette. Det er ovenfor nævnt, hvorledes Mag. Adam af Bremen udtrykkeligt nævner Grønlændingerne blandt de Nordboer, der sendte Gesandter til Adalbert for at udbede sig Lærere af ham, og at Adalbert med Isleif sendte Breve til Grønland, medens det derimod er uvist, hvor vidt han ogsaa opfyldte hiin Bøn om at sende Lærere. At der

  1. Exempel herpaa er ej alene Stuf, Ætling af Glum Geiressøn, men ogsaa Arnor, Thord Kolbeinssøns Søn, ligesom den Omstændighed at Thjodolf og Bolverk vare Brødre, ogsaa bestyrker det.
  2. Blandt Haralds Hirdmænd paa Island nævnes saaledes lejlighedsviis Bolle Bollessøn, eller Bolle den prude, uagtet der ingensteds omtales, naar han blev Kongen haandgangen. Sandsynligviis var dette ogsaa Tilfældet med Brand den gavmilde, om hvis Besøg hos Harald vi nedenfor komme til at tale. Halldor Snorressøn var Hirdmand, ligesaa Sneglu-Halle, sandsynligviis ogsaa den i Ljosvetninga Saga Cap. 29 omtalte Skegge.
  3. Det er ovenfor (I. 2. S. 686) viist, hvorledes Olaf den hellige, da han søgte at underkaste sig Island og Færøerne, først og fremst henvendte sig til sine Hirdmænd. Endog til Halldor Snorressøn henvendte Harald sig i et Privat-Anliggende, efter at være bleven ueens med ham, se nedenfor.
  4. Merkeligt er det, at i Ljosvetn. Saga Cap. 29 kalder Harald Haardraade, som det nedenfor nærmere vil sees, islandske Mænd sine Thegner.