hans Stridskræfter ej at have forslaaet, da han ingensteds fik Medhold hos den danske Befolkning, hvilken, om den end ikke holdt saameget af Sven, dog i det mindste frygtede Harald, og forestillede sig ham grummere og haardere, end han i Virkeligheden var[1]. Krigen fik derfor kun Udseende af regelmæssigt gjentagne Vikingetog, anstillede deels for at vinde Bytte, deels for at tilføje Sven saa megen Skade som muligt, om det end ikke lykkedes at forjage ham. Hver Vinter tilbragte Harald hjemme i Norge. Ledings-fylket, der hver Sommer blev opbudt, fandt sig vel nogenledes erstattet for alt dette Bryderi ved det erhvervede Bytte, og paa enkelte Undtagelser nær har vel ogsaa det Antal Ledingsskibe, som fremmødte, være saare lidet, især da Harald var langt fra at staa sig godt med Bønderne, allermindst i det vel befolkede Thrøndelagen, hvor Einar Thambarskelve havde saa meget at sige[2]. Hvad der synes at vise, at Harald dog paa en vis Maade havde Overtaget over Sven, er den Omstændighed, at denne, saa vidt vides, aldrig gjengjeldte Haralds Herjetog ved lignende Angreb paa Norge[3], uagtet han ej sjelden truede dermed og at han oftere blev slagen. Men fast Fod kunde Harald ikke faa i Danmark.
Ved Siden af denne Krig udenfor Landet havde Harald ogsaa i Norge selv, især i Førstningen af sin Regjeringstid, at arbejde mod den ovenfor skildrede Opposition af det mægtige Lendermands-Parti, der var ham saa meget farligere, som der er temmelig visse Tegn til, at Sven Ulfssøn ikke lod denne Lejlighed til at svække Haralds Magt ubenyttet, men ved hemmelige Udsendinger og alle Slags Løfter søgte, som Gamle-Knut forhen, at puste til Oppositionen og drage de Misfornøjede ind i sin Interesse[4]. Disse Bestræbelser, saa vel som Haralds Modbestræbelser og hans mere end ellers spendte Forhold til de mægtige i Folket sporer man især under to Perioder af Haralds Regjering, nemlig de fire eller fem første Aar, og de fire eller fem sidste. I Mellemtiden synes det at have været forholdsviis stille. Disse Perioder falde tildeels sammen med de Tider, hvori han fornemmelig stod paa
- ↑ Man forestillede sig ham vel omtrent saaledes som Mag. Adam skildrede ham, se ovf. S. 208.
- ↑ Et Par Gange omtales udtrykkeligt at Harald udbød halv Leding, men det var ogsaa, naar han gjorde overordentlige Anstrengelser. Stundom tales igjen om at han medbragte faa Stridskræfter, saaledes som det nedenfor i Fortællingens Løb vil sees.
- ↑ Sven truede oftere med at hjemsøge Norge (Snorre Cap. 34), men der blev intet af hans Trusel.
- ↑ Man kan slutte det deels deraf, at norske Magnater, som Finn Arnessøn og Haakon Ivarssøn, virkelig tyede til Sven, deels deraf at Harald selv benyttede sig af foregivne danske Udsendinger til at prøve sine Undersaatters Troskab. Se herom nedenfor.
