Kong Harald tilbragte, som vi allerede bade nævnt, den første Vinter efter Magnus’s Død i Nidaros. Samme Vinter havde Sven ladet sig tage til Konge, først paa Iisøre-Thing og siden paa Viborg Thing,
33) har varet nævnt, at Harald tilbragte Vintren 1048—49 i Norge, heder det, at han næste Vaar paany drog i Leding til Danmark og saaledes Sommer efter Sommer; i Cap. 50 (Snorre Cap. 34) beder det ligeledes at Kong Sven sad stille om Vintrene, men laa lide i Leding om Somrene, og truede at fare til Norge; derpaa siges der at Sven om Vintren udæskede Harald til Kamp i Elven, hvorefter da Slaget den følgende Sommer beskrives, Angrebet paa Heidaby, Flugten ved Lesø o. s. v. (Harald Haardraades Saga Cap. 50—53, Snorre Cap. 34, 35). Morkinskinna tog Flatøbogen) nævner endog to Sommere mellem Haralds første Tog og det, hvorpaa Flugten ved Lesø forefaldt. Her kunde der altsaa ved første Øjekast være Tvivl om, til hvilket Aar dette Søtog er at henføre. Men da Ytringerne om Haralds og Svens aarlige Søtog aabenbart kun ere indskudte som en almindelig Bemerkning, der gjelder den hele Krigstid, og da Afvigelsen mellem Morkinskinna og Hrokkinskinna samt Snorre netop viser, at man ej var paa det Rene med Sagen og at de meddeelte Beskrivelser over hine Mellemtog kun angive Sommertogenes almindelige Charakteer, uden at holde sig til noget enkelt, er det utvivlsomt, at „Vintren“ paa sidste Sted nøje slutter sig til det samme Udtryk i Cap. 49, og at altsaa Vintren 1048—49 hermed er meent; dette bliver og saa meget sandsynligere, som det er vist, at Harald opholdt sig Vintren 1049—50 i Throndhjem, hvorhen det maatte være vanskeligt for Sven at faa Bud, medens han derimod efter al Rimelighed opholdt sig Vintren 1048—49 i Oslo, som nys omtalt. Hiint Søtog henføres derfor rettest til 1049. Hvad der end videre bestyrker dette, er at Mag. Adam (11, 12, 13) omtaler den under det her omspurgte Søtog forefaldne Ødelæggelse af Slesvig som samtidig (simul eo tempore) med de oven omhandlede Uroligheder i England og navnlig Bjørn Ulfssøns Død i 1049, hvilken, som vi ovenfor have viist, her er den Hovedbegivenhed, der bestemmer Chronologien. Vintren (1049—50) tilbragte Harald, som oven anført, i Throndhjem, og lod Einar dræbe. Vaaren efter (1050) drog han med Halldor til Oslo, og tog Vejtsler i Viken (Harald Haardraades Saga Cap. 44, 45); ligesom det og forstaar sig, at han maa have gjort et Tog til Danmark; hvor vidt han derimod mod Slutningen af Sommeren vendte tilbage til Throndhjem, og tilbragte Vintren der, som det sammesteds siges, bliver mere tvivlsomt. Til 1050 eller 1051 henføre Annalerne Einar Thambarskelves Drab, og at dette virkelig forefaldt ved 1050, indlyser af hvad Snorre derefter anfører, thi først omtaler han Underhandlingerne mellem Finn Arnessøn og Haakon Ivarssøn, der vel omtrent kunne have medtaget nogle Maaneder (Cap. 46—48), derpaa (Cap. 53) Kalf Arnessøns Hjemkomst, fremdeles (Cap. 54) hans Død den paafølgende Sommer, og Finns Rejse til Danmark (Cap. 55); derefter (Cap. 56) Guthorm Ketilssøns Vinterophold hos Kong Margad i Dublin, og endelig Man. 57) Slaget ved Angelsey mellem ham og Margad den paafølgende Sommer. Da nu dette Slag, som ovenfor (S. 171) viist, skede 1052, og Guthorms Vinterophold i Dublin saaledes bliver 1051, maa følgelig Kalfs Drab henføres til Sommeren 1051, og hans Hjemkomst til Aaret forud,
