Haralds Tog gjaldt fornemmelig Jylland. Han lagde ind i Godnarfjorden eller Randersfjorden[1]. Thorkil Gøsas Gaard var ikke langt derfra, og det var at vænte at Harald vilde lade ham undgjelde fordi han havde givet Sven Kongenavn, og fordi hans overmodige Døtre havde spottet Nordmændene. Selv var han ej tilstede, og havde sandsynligviis begivet sig til Sven, men hans Døtre vare hjemme. En af Udkigsmændene skyndte sig derfor strax, da man havde faaet Øje paa Haralds Flaade, at melde dem dette, men de vilde endnu ikke tro det, og svarede spodsk, at de ikke vidste nogen Besked om Haralds Rejser. Først da Flaaden løb ind i Fjorden, fik de Øjnene op, og da Udkigsmanden sagde: „I Gøsedøtre paastode at Harald ikke torde komme til Danmark, men hvad tro I nu:’“ kunde de ikke svare andet end: „ja, det var igaar“. Det var for sildigt at flygte, thi Harald gjorde strax Landgang, for at angribe Thorkil; „han er“, sagde han til sine Mænd, „en af vore største Uvenner, og dertil en af de rigeste Mænd her i Landet; vi ville gjøre større Bytte paa denne ene Gaard, end ellers vidt og bredt i Jylland, og det er ikke mere end billigt, at han faar føle at Nordmændene ere komne, og at hans Døtre kunne overbevise sig om, hvor vidt vore Ankere ere af Ost, eller af et fastere Storm. Han henkastede ogsaa et Halvvers til Thjodolf Skald: „medens Kvinden kjeler for sin Mand, lade vi vore Skibe ligge for Anker i Godnarfjord“. Thjodolf udfyldte strax Verset med disse Ord: „Men næste Sommer skal den kolde Jernklo holde Snekken fast længer mod Syd, det spaar jeg sikkert“. Thorkils Gaard omringedes, og Harald lod sætte Ild paa den. Da bade Thorkils Døtre om at slippe ud, og Harald svarede, at uagtet det havde været tilpas til dem at brænde inde, vilde han dog helst de skulde prøve, hvor vidt norske Bøjler kunde slutte om danske Legge. Gøsedøtrene bleve derfor førte bundne ned til Skibene, medens Gaarden fortæredes af Luerne, og i den norske Hær sang man triumferende en Vise om, hvorledes de danske Møer, der til Kongens Ærgrelse havde skaaret Ankere af Ost, nu kunde see mangen Jærnkrog holde hans Skibe fast. Da Thorkil Gøsa erfoor sine Døtres Fangenskab, skyndte han sig til Harald, bad ham om Naade for dem, og tilbød at betale Løsepenge. Harald svarede, at det var højt uvittigt at spotte Høvdinger saaledes sent hans Døtre havde gjort, og at det ej var mere end billigt at de nu følte hans Magt; men endnu større Vegt lagde han dog paa det Fiendskab, Thorkil havde viist ham ved at give Sven
- ↑ Godnar-Fjord vil ikke sige andet end „Gudenaa-Fjord“, ved hvilken, som bekjendt, Randers er beliggende.
at der tales ene Halldors Fader Snorre, som om han endnu levede, og som om Harald besøgte ham, uagtet Snorre Gode allerede var død 1031.
