Byens Udvidelse og de Bygningsarbejder, som vi ovenfor have omtalt, og som vel allerede under hans første Vinter- og Vaar-Ophold der efter Magnus’s Død vare paabegyndte. I den Høst, Vinter og Vaar, som Harald nu tilbragte i det Throndhjemske, deels i Byen selv, deels ogsaa paa Rejser i Herederne, forbitredes hans Dage ikke lidet ved Stridigheder med Bønderne og Lendermandspartiet, især med dets Hoved, Einar Thambarskelve, der maaskee nu saa meget vanskeligere kunde finde sig i Kongens Nærværelse, som han i det Aar eller halvandet Aar, Harald havde været sydpaa, vistnok saa temmelig havde raadet sig selv. Der siges, at Harald gik haardt frem mod Bønderne; men om dette nu har bestaaet i at han gjorde Paastand paa højere Afgifter end der tilkom ham, eller han viste en utilbørlig Strenghed og Griskhed efter Gods ved Indkrævelse af Bøder og Inddragning af forbrudt Ejendom, omtales ikke; kun fortælles der, som vi ovenfor have berørt, at Einar ved slige Lejligheder altid var paafærde som Bøndernes Forsvarer, og, da han var lovkyndig, fremsatte Indsigelser paa deres Vegne, ja stundom endog sagde Kongen reent ud, at Bønderne ej vilde taale nogen Ulovlighed af ham, eller finde sig i at han brød Landets Ret imod dem. Derved lagde Einar sig saaledes ud med Kongen, at han ikke længer troede sig sikker mod dennes Efterstræbelser, men omgav sig med en betydelig Skare af Bevæbnede, saa vel hjemme paa sin Gaard, som især naar han var i Byen samtidigt med Kongen, thi da plejede han at have ikke færre end 8 eller 9 Langskibe, og henimod 600 Mand. Dette kunde Kongen igjen paa sin Side ej betragte anderledes end som en Utilbørlighed og et Tegn paa Opsætsighed og Selvraadighed, især da Einar virkelig nu og da benyttede sig af sin væbnede Magt til at trodse Lov og Ret. Saaledes hændte det engang, da Einar just kom til Bryggen med sine Skibe og gik i Land med sin lille Hær, medens Kongen stod i en Loftsvale, hvorfra han kunde see det hele Optog, at denne skal have givet sin Ærgrelse Luft i et Par Vers, omtrent af følgende Indhold: „her maa jeg see den overmodige Einar stige i Land med en Skare Huuskarle saa talrig, at mangen Jarl nøjer sig med mindre: han tænker nok paa selv at bestige Tronen, og ender neppe førend han fraraner mig mit Rige, hvis han imidlertid ikke faar Dreng tynde Mund at kysse“. Einar opholdt sig nogle faa Dage i Byen, og drev her sin Trods saa vidt, at han paa et Møde, hvor Kongen selv var tilstede, og hvor en overbeviist Tyv var ført frem til Afstraffelse, brød ind i Spidsen for sine bevæbnede Mænd og befriede Tyven, alene af den Grund, at denne tidligere havde opholdt sig hos ham og vundet hans Yndest[1].
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 57, Snorre Cap. 44, 45.
