En anden Gang hændte det sig, at Kongen blev opmerksom paa en Kjøbmand, ved Navn Thorfinn, der for faa Aar siden havde været meget fattig, og saa godt som en Tigger, men nu gik prægtigt klædt, og drev en udbredt Handel, uden at nogen kunde skjønne, hvorledes han i den korte Tid havde kunnet samlet saa mange Penge. Han lod Thorfinn kalde til sig, og spurgte ham, hvorledes det var gaaet til. Thorfinn vilde i Førstningen ikke ud med Sproget, og skyldte paa sin Lykke i Kjøbmandskab. Omsider maatte han dog tilstaa, at han havde fundet en Skat ved at grave oppe i Gaularaasen[1], nemlig en heel Kiste fuld af Penge og flere Kostbarheder i Guld og Sølv. Da Kongen hørte dette, erklærede han at alt dette Gods, som jordgravet, efter Loven havde tilkommet ham, og at Thorfinn, fordi han ej strax havde anmeldt Fundet og overladt det til Kronen, med Rette fortjente Døden, men at han dog skulde slippe med Livet og med Tabet af alt sit Gods. Kongen erklærede dette virkelig for sin Ejendom, endog de Varer og Penge, Thorfinn havde sat i Handelsforetagender til fremmede Lande, og denne maatte prise sig lykkelig ved at Kongen lod ham beholde nogle faa Penge, med hvilke han forlod Landet. Men da Thorfinn opgrov Skatten, havde tilfældigviis en fattig Islænding, der nys var kommen hjemmefra og holdt Vagt paa Skibet om Natten, seet Thorfinn og hans Medhjelper gaa op for at grave; han havde fulgt efter dem og kommet over dem heel ubelejligt, just som de havde faaet Kisten op, men han havde lovet at tie stille dermed, imod at Thorfinn strax gav ham tre Mk., og forpligtede sig til, senere hen at betale ham andre tre Mk., naar han krævede og behøvede dem. „Dette skede ogsaa nogen Tid efter, da Thorfinn var bleven en holden Mand; men han lod som om han ikke kjendte Islændingen, og denne gik saaledes Glip af, hvad han havde tilgode. Han var imidlertid saa heldig, at Einar Thambarskelve tog sig af ham og skaffede ham noget Gods at begynde en liden Handel med. Af Taknemmelighed besluttede kun at fortælle Einar om Thorfinns Fund, og hvad han hiin Nat, da han overraskede Skattegraverne, havde seet, nemlig at der paa Kiste-Laaget stod skrevet med Runer, at Skatten havde tilhørt Haakon Jarl, Einars Svigerfader. Han havde dog enten glemt eller ikke fundet Lejlighed til at sige det, førend nu, da Historien med Thorfinn blev bekjendt. Einar beklagede at han ej havde sagt det for, da det ikke var en let Sag at faa Godset, naar det engang var faldet i Kongens Hænder. Han gav dog Islændingen nogle Penge, idet han raadede ham til
- ↑ Hvis det forholder sig rigtigt, som Sagaen angiver, at Skatten fandtes oppe i Gaularaasen eller Byaasen, maa det Skib, hvorpaa Islændingen holdt Vagt og hvorfra han kunde see Thorfinn grave, ikke have ligget i det sædvanlige Skibsleje i selve Nidelven, men derimod i Ilsviken, ved Foden af Graakallen. Muligt er det dog, at Sagaen fejler, og at Gravningen foregik etsteds paa Bakland-Siden, nærmere Lade.
