Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/267

Denne siden er korrekturlest
249
Harald frister sine Høvdinger.

hans Venner, der befandt sig i Kongens Følge, sendte ham underhaanden Bud derom, og lod ham tillige vide, at Kongen ej var ham god, saa vel som hvad Straf der var overgaaet de andre, der havde modtaget Stikpenge. Thore skyndte sig strax at drage Kongen imøde, lod som om ingenting var, indbød ham til Gjestebud hos sig og sagde derpaa: „for kort Tid siden var der nogle danske Mænd hos mig med venskabelige Breve og Penge fra Kong Sven; jeg modtog Pengene, fordi jeg fandt det rettest, at I fik, hvad udenlandske Høvdinger vilde anvende til at svige Landet fra eder; her er det!“ Med disse Ord tog han en diger Pengepung frem, og gav Kongen den. „Men nu“, sagde han, maa jeg skynde mig hjem, fordi det treffer sig faa uheldigt, at mine Bygdefolk ere komne op at slaas, og jeg maa see til at forlige dem; „imidlertid vilde jeg dog ikke undlade at gjøre eder min Opvartning allerede i Kveld“. Dermed gav han Hesten af Sporerne, og reed bort. Da Kongen kom til Gildet, var der ikke mange Gjester tilstede, og Thore selv lod sig ikke see. „Nu har Thore overlistet os“, sagde Kongen; „ham kan man aldrig gjennemskue, og heller ikke faar jeg noget Tag i ham denne Gang; men det aner mig dog, at hans Falskhed og Underfundighed tilsidst berede ham en daarlig Ende“. Kongen besøgte ogsaa Høgne Langbjørnssøn, tog Vejtsle hos ham, og bevidnede ham sin særdeles Tilfredshed med det gode Sindelag, han havde lagt for Dagen i Svaret til de danske Udsendinger. Han tilbød sig endog at ville ophøje ham til Lændermand. Men Høgne betakkede sig for denne Ære. „Al anden Venskab“ sagde han, „som I, Herre, viser mig, skal jeg modtage med Takke, og i alle Dele søge eders Hæder, men Lendermands-Navn vil jeg ikke have, da jeg nok veed, hvorledes det da vilde gaa: naar Lendermænd kom sammen, vilde det hede: Høgne skal sidde yderst, fordi han kun er af Bondeæt og saaledes den ringeste af Lendermændene: Titelen vilde saaledes ej vorde mig til beviser, men kun til Spot. Langt større Ære har jeg af at hede Bonde, men at man, naar Bønderne komme sammen, skal sige at Høgne er den ypperste af dem. Eders Venskab kan jeg ligefuldt nyde, og til Gjengjeld vise eder Venskab og Hæder, om jeg end vedbliver at hede Bonde, som før“. Kongen sagde at dette var storsindet og forstandigt ialt, og de skiltes ad med megen Kjærlighed[1].

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 60—62. De her berettede Begivenheder fortælles ogsaa i Sagaen paa det tamme Sted og i samme Følge, uden at det dog med Vee-hed lader sig afgjøre, hvor vidt de alle fandt Sted under Haralds Ophold i og ved Nidaros fra hans Tilbagekomst din Hesten 1049 indtil hans Afrejse om Vaaren 1050. Tid var der visselig dertil, tyk sandsynligviis ankom han til Throndhjem i September og rejste ikke bort førend i April eller Mai, og i disse B eller 9 Maaneder kunde mangt og meget foregaa. Men af Fortællingens hele Gang, navnligen af Skildringen af