Da Harald i Einars ædle Svar til de foregivne danske Udsendinger troede at see Tegn paa et venskabeligere Sindelag, end han hidtil havde lagt for Dagen imod ham, vilde han ogsaa paa sin Side komme ham i Mode, og indbød ham derfor til at Gilde i Nidaros. Han havde upaatvivlelig Haab om, ved denne Lejlighed at faa den Uenighed, der saalænge havde hersket mellem dem, ganske bilagt. Einar kom, og fandt en venlig Modtagelse; Kongen anviste ham endog Hæderspladsen ved sin egen Side. Efter Aftensmaaltidet, da Bordene vare borttagne, satte Kongen, Einar og mange andre af deres fælles Venner sig i en Kreds paa Gulvet i Halmen, medens Hornene gik rundt og alle vare lystige. Kongen og Einar fik Puder at læne sig til, for ret at have det mageligt, og nu begyndte de at fortælle hinanden allehaande underholdende Historier; blandt andet fortalte Kongen om sine Bedrifter udenlands. Men Einar, som nu var en gammel Mand, og derhos vistnok var træt af Rejsen og Dagens Lystighed, ej at tale om den Virkning, Drikken maatte udøve paa ham, saa vel som paa de øvrige, kunde i sit magelige Sæde ikke holde sig fra at blive søvnig, og borte mindre opmerksomt efter. Kongen merkede det og tog det ilde op, som om nemlig Einar lod haant om Fortællingen, og ikke satte tilbørlig Priis paa det forsonlige Sind, Kongen havde lagt for Dagen ved selv at gjøre det første Skridt til Forlig og Venskab. Tilsidst sank Einar sovende tilsnige mod Puden. Da hviskede Kongen til en af de tilstedeværende, der ogsaa var noget beslægtet med ham, og hed Grjotgard: „tag en Visk Halm, knug den sammen, og stik i Haanden paa Einar; ryk saa
Kongens og Einars tiltagende Uvenskab, synes det dog rimeligst at disse Begivenheder strække sig ud over et længere Tidsrum. Einars og Haralds Konflikter paa Thingene have saaledes sandsynligviis allerede fundet Sted deels før Magnus’s Død, saaledes som vi ovenfor (S. 132) have seet under Kongernes fælles Ophold paa Oplandene, deels tinder Haralds første Vinterophold i Nidaros 1047—48; muligt ogsaa, at Trætten angaaende den fundne Skat er at henføre hertil. Det vilde i saa Fald bidrage meget til at bestyrke den ovenfor fremsatte og antagne Formodning, at Harald opholdt sig Vintren 1048—49 i Viken, nemlig for saa vidt som hans Uenighed med Einar gjorde ham Opholdet i Nidaros utaaleligt, maaskee endog usikkert. Det falder da og langt rimeligere at antage, at Harald under dette Ophold i Viken har udsendt de danske Mænd, for imidlertid at sætte Einar og andre Thrønder og Oplændinger paa prøve: at det lojale Svar, Einar gav, har givet Harald Lyst eller Mod til, atter at overvintre i Throndhjem, og at han paa Vejen derhen til Lands gjennem Gudbrandsdalen og over Dovre har gjestet Snore paa Steig i Fron. Thi hvorvel det nok altid lader sig tænke, at han engang om Vintren 1019 eller Vaaren 1050 har gjort en Skynderejse fra Nidaros til Gudbrandsdalen, bliver det dog langt fra saa sandsynligt, som at dette er skeet paa en Forbifart. Ved den her angivne Fordeling af Begivenhederne vinder saaledes unegteligen alt en større Sandsynlighed, indre Sammenhæng og gjensidig Begrundelse, end som det berettes i Sagaen.
