Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/272

Denne siden er korrekturlest
254
Harald Haardraade.

der er saa farlig, siden baade Thrønderne og Oplændingerne nu ere saa fiendtligt stemte mod dig, at ingen af dine Mænd kan tænke paa at komme did, uden for saa vidt han personligt skulde staa sig bedre med dem, og nyde godt deraf“H’“ „Rejs du kun, Svoger“, sagde Kongen, „og udret dette Ærende, hvilket jeg veed du kan, om ellers nogen kan det:nemlig at skaffe mig denne Fare fra Halsen; og forlang saa af os, hvad du vil“. Finn svarede: „saa hold da ogsaa dit Ord: hvad jeg forlanger, det kan jeg lige faa gjerne sige strax, nemlig at min Broder Kalf atter faar Grid og Landsvist i Norge saa vel som alle de Ejendomme og Værdigheder, han havde, førend han forlod Landet“.[1] Kongen lovede og haandfæstede det højtideligt i Vidners Nærværelse. „Men“, sagde Finn, „hvad skal jeg da byde Haakon Ivarssøn, for at faa ham overtalt til Forlig, thi han har nu meest at sige blandt Oplændingerne og Thrønderne:’“ „Hør først“, sagde Kongen, „hvad han fordrer, og føg saa at ramme mit Tarv som du bedst veed og kan; negt ham tilsidst intet uden Kongedømmet alene“.

Da dette var aftalt, rejste Harald syd til Møre, hvor han samlede en betydelig Styrke og siden, som man maa antage, drog videre til Viken. Finn Arnessøn derimod drog ind til Byen, ledsaget af 80 Huuskarle. Han sammenkaldte strax et Thing i Byen selv, og viste Bymændene og Bønderne i en lang og forstandig Tale, hvor ufornuftigt det var at hade deres Konge og begynde Ufred imod ham. Han bad dem heller at vælge alt andet; han erindrede dem om alt hvad de havde maattet døje, siden de havde sat sig op mod Kong Olaf den hellige. „De begangne Drab“, sagde han, „vil Kongen bøde efter de bedste og forstandigste Mænds Kjendelse“. Finn udrettede saa meget ved disse Forestillinger, at alle lovede, intet videre at foretage i denne Sag, førend de Mænd, som Bergljot havde sendt til Haakon Ivarssøn, vare komne tilbage med Besked om hvad han vilde gjøre. Finn rejste derpaa, fremdeles ledsaget af sine Huuskarle, over Orkedalen, Opdal og Dovrefjeld ned til Oplandene, og tog først ind til Orm Jarl, der var gift med hans Datter Sigrid. Efter Raadslagning med ham indbød han Haakon Ivarssøn til en Samtale, hvorfor denne heller ikke undslog sig. Finn fremførte nu det Ærende, Kongen havde givet ham, og Haakon lagde ikke Dølgsmaal paa, at han baade ansaa det for sin Pligt at hevne sin Frænde Eindride, og dertil havde faaet Bud fra Throndhjem om, at han her vilde faa Folk nok til at kunne begynde en Opstand mod Kongen. Men Finn forestillede ham, hvor uklogt han handlede i at stille sig i Spidsen for en Oprørsflok i Stedet for at modtage saa stor Hæder, som han selv kunde forlange, af

  1. Tegn paa Skinsyge mellem Einar og Kalf Arnessøn ere tidligere anførte (I. 2. S. 846, jvfr. 854). [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]