Sammenkomst med Kongen, som han ikke havde seet, siden de stode fiendtligt overfor hinanden ved Stiklestad. De sluttede her et formeligt Forlig paa de mellem Kongen og Finn forhen aftalte Betingelser, og Finn forbandt sig ligeledes, som forhen under Magnus den gode, til at udføre alt, hvad Kongen paalagde ham til hans Magts Ffremme. Derpaa tiltraadte han alle sine forrige Ejendomme og Vejtsler. Sommeren efter (1051) ledsagede han, som de øvrige Lendermænd, Harald paa et af de regelmæssige Herjetog til Danmark. Denne Gang hjemsøgtes fornemmelig Fyn, men man forefandt der en betydelig Styrke af Indbyggerne, som vare rede til at give Nordmændene en varm Modtagelse. Ikke desto mindre gav Kongen Befaling til at gjøre Landgang, og foreskrev hvorledes og i hvad Orden dette skulde skee. Til Befalingsmand over den Skare, som først skulde gaa op, satte han Kalf Arnessøn, betydede ham, hvor han skulde stevne hen, og forsikrede, at han selv strax skulde komme efter med de øvrige Tropper, for at staa ham bi, om det behøvedes. Kalf adlød Befalingen, men blev strax modtagen af en langt talrigere Fiendehær. Han angreb den modigt, og der blev en hidsig Kamp, men den var kun kortvarig, da Fienden aldeles overmandede Kalfs ubetydelige Skare, som derfor maatte flygte tillige til Skibene. Danerne forfulgte den, og dræbte mange af Nordmændene, blandt dem ogsaa Kalf selv. Nu først gik Harald i Land med sine Mænd. De vare ikke komne langt, førend de fandt sine faldne Landsmænds Liig. Kalfs Liig blev baaret ned til Skibene, men Kongen fortsatte sit Tog op i Landet, herjede det, og dræbte mange Folk, uden, som det synes, at stode paa nogen større Fiendehær, end at han let kunde adsplitte den[1]. Derfor holdt ogsaa Finn Arnessøn sig overbeviist om, at Kongen med Flid havde maget det saa, at hans Broder Kalf mistede Livet, ved først at sende ham i Land mod en stor Overmagt, og derpaa at lade ham ganske i Stikken. Finn beklagede sig højligen over det falske Spil, Kongen havde drevet med ham, ved at benytte ham som Redskab til at lokke Kalf fra hans sikre Opholdssted hos Thorfinn Jarl, og enkelte, som sandede dette, forundrede sig kun over Finns Forblindelse, eftersom Mangen havde givet Beviser paa Hevngjerrighed i Tilfælde, hvor der var langt mindre at tage Hevn over, end hvad Kalf havde gjort. Kongen lod Folk tale herom hvad de vilde, og indlod sig hverken paa at benegte eller bekræfte det. Dug kunde man tydeligt merke paa ham, at han ej var utilfreds dermed: ja der kunde neppe længer være Tvivl om, at det var skeet ved hans Foranstaltning, da han, i et uheldigt Øjeblik, eller
- ↑ Her anføres et Vers af Mener, omtrent af følgende Indhold: „Fyrsten farvede den blanke Egg rød paa Emne, og Ilden fortærede Folks Huse; Fynboernes Antal blev forringet“.
