i den glade Bevidsthed om at han endelig havde faaet sine farligste Modstandere ryddede afvejen, kvad et Vers, hvori han roste sig af at have voldet tretten Mænds Død, idet han tillige paa en vis Maade undskyldte sig med at han nødsagedes til Drab, og klagede over Folks Ondskab. Hvilke disse tretten Offere vare, om han regner dem lige fra sin første Optræden paa Krigs- og Høvdingebanen, eller om det virkelig var faa mange norske Stormænd, han havde ladet tage af Dage, nævnes ej; det første er imidlertid det rimeligste. Men vist er det, at idetmindste hans Omgivelser ansaa det afgjort at han blandt hine tretten regnede Einar, Eindride og Kalf: sandsynligviis have de vel neppe endog kunnet faa Tallet udfyldt, uden ved at regne Kalf med[1]. Finn Arnessøns Forbitrelse gik saa vidt, at han forlod Norge, og begav sig til Kong Sven, der modtog ham med aabne Arme. Efter lange, hemmelige Samtaler mellem dem kom det endelig dertil, at Finn, tilsidesættende Fædreland og Troskabsed for privat Hevnlyst, gik Kong Sven til Haande og blev hans Mand, hvorimod Sven gav ham Jarlsnavn, og overdrog ham Halland at bestyre og forsvare mod sine egne Landsmænd. Finn var dog nok ikke den eneste, der paa denne Tid gjorde sig skyldig i saadant Landsforræderi. Om Urolighederne efter Einars Drab end vare bilagte, synes de dog at have fremkaldt flere slige Frafald, især efter at Finn, der selv mæglede Forliget, havde givet det første Exempel. „Paa denne Tid“, heder det nemlig i en Saga, „vare Lendermændene i Norge saa overmodige og opsætsige, at saa snart de i et eller andet vare misfornøjede med Kongens Handlemaade, løb de af Landet syd til Danmark, til Kong Sven, som da gjorde dem til store Mænd i sit Rige, og gav dem Guld, Kostbarheder og Hædersgaver, hvilket Skalden Thjodolf bevidner, idet han siger: „en vakker Skare har sveget sin Troskab, forladt sin ædle Herre og gaaet over til Sven: denne for brave Mænd uværdige Ferd vil længe mindes“[2].
Om Harald strax efter Toget til Fyn 105l vendte tilbage til det Throndhjemske, eller om han endnu tilbragte een eller to Vintre i Viken, siges ingensteds med Bestemthed, da det er med Aaret 1052 at den før omtalte dunklere Periode af Haralds Regjeringstid begynder, fra hvilken Sagaerne ingen bestemte historiske Optegnelser meddele. Det vilde ikke været i sig selv saa un-
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 70. Snorre Cap. 54.
- ↑ Morkinskinna fol. 10. a samt Flatøbogen, (Fornm. Sögur IV. 282 Var. 3), og Fagrskinna, Cap. 190. Ágrip, Cap. 35, der ellers omtaler Finn alene som „en mægtig Mand paa Ranarike, med hvis Broderdatter Harald var gift“, fortæller at han drog til Danmark med syv Langskibe.
