landene, en brav og veltænkende ung Mand, fandt dette slemt, og skyndte sig tidligt den følgende Morgen at oplyse Kongen om hans Fejltagelse. Han fortalte ham Sagens rette Sammenhæng, at Halldor havde drukket ærligt og redeligt, og lagde til, at det heller ikke forholdt sig saaledes at han løb efter slette Fruentimmer, skjønt hans Venner nok kunde ønske, at han holdt sig mere til Kongen. Harald sagde da, at han og Halldor nok skulde blive forligte om denne Sag, naar de næste Gang kom sammen, og da Baard nu ogsaa beroligede Halldor, blev der ikke ytret videre derom, men Forstaaelsen mellem Halldor og Kongen var dog intet mindre end god. Da Julen kom[1], blev der, som en sædvanlig Jule-Moro, bestemt Straffe (Vite), bestaaende i at tømme et eller flere Horn (Viteshorn), for alle Slags Smaaforseelser, som at komme for silde op, eller til Kirken, o. a. d. Det hørte til, at de, der skulde tømme slige Horn, ej sad i deres sædvanlige Rum paa Bænken, men derimod nede paa Gulvet, i Halmen, hvormed dette var belagt. En Morgen havde Kjertesvendene, for ret at have Morskab, bestukket Klokkeren til at ringe til Ottesang tidligere end sædvanligt, saa at en Mængde kom for seent og følgelig dømtes til at tømme Viteshornet, blandt dem ogsaa Halldor. Han syntes imidlertid ikke om denne Spøg, og blev siddende i sit Riim, medens de andre satte sig paa Gulvet. Alligevel bragte man ham Viteshornet, men han vilde ikke drikke. Dette blev meldt Kongen, som sagde: „det kan ikke være sandt, og i alle Fald vil han da vel modtage Hornet, naar jeg selv bringer ham det“. Kongen tog virkelig Hornet, og gik hen til Halldor dermed. Halldor rejste sig op for Kongen, men da denne bad ham at drikke, vægrede han sig derved, og meente at han ej var pligtig dertil, da man kun havde anvendt Kneb, for at faa ham og andre fældede. „Du faar dog drikke Vitet lige saa vel som de øvrige“, sagde Kongen. „Det kan maaskee nok lykkes dig, Konge“, sagde Halldor, „at tvinge mig til drikke dette Vite, men ikke vilde Sigurd Syr kunne have tvunget Snorre Gode til noget, han ej vilde“. Med disse Ord tog han Hornet og drak deraf, men Kongen blev meget vred, og gik til sit Rum. Da Nytaarsdagen kom, skulde Solden udbetales Hirdmændene; men de fik den kun betalt i hiin daarlige Mynt, som ovenfor er omtalt, der mere bestod af Kobber end af Sølv, og spotviis kaldtes Haraldsslaatten. Da Halldor havde modtaget Pengene, lagde han dem paa Skjødet af sin Kappe, som han holdt op med
- ↑ Af Sagaens Udtryk skulde man nærmest slutte at det var Julen strax efter den Sommer, Halldor var kommen tilbage fra Island. Vel kunde man ogsaa formode at den i Sagaen med faa Ord omtalte Forsømmelighed, Halldor udviste, har omfattet et længere Tidsrum, men dog maa man, naar man seer hen til de øvrige Omstændigheder, antage Sagaens Tidsangivelse for rigtig, se nedf. S. 264.
