underkaste sig Saxland, det vil sige England, eller maaskee snarere den sydlige Deel af Skotland, med Cumberland og Northumberland. Haralds Søn Magnus var paa denne Tid endnu et Barn, og altsaa kun Anfører af Navn: Aarsagen, hvorfor han har sendt ham med, kan neppe være anden, end at lade ham hulde som Konge i det Rige, som paa Toget maatte vorde erobret; men den egentlige Anfører paa Toget har upaatvivlelig været den krigserfarne Thorfinn Jarl, og blandt de norske Høvdinger, der vare med, maa man nærmest tænke paa Magnus’s egen Morbroder Eystein Orre, der tillige som en Søn af Thorberg Arnessøn var Syskendebarn til Jarlens egen Hustru Ingebjørg. Der udrettedes dog ikke synderligt ved dette Tog, thi det er vist nok, at Mælkolm forblev i Besiddelse af den skotske Trone, og det siges desuden udtrykkeligt i de irske Annaler, at Gud var Magnus imod i dette Foretagende. Nordmændene kom dog lige ned til Wales, hvis Konge Griffith de hjalp paa et Herjetog mod Englænderne; der tales ogsaa om, at de i Forening med Griffith hjalp den ved Harald Godwinessøns Indflydelse forjagede Jarl Ælfgar af Coventry til at gjenvinde sit Jarldømme (Myrke-Riget), hvorefter hans Landsforviisning tilbagekaldtes[1]. Men hvad Udfald end Toget fik, saa er det dog
- ↑ Chron. Sax. ved 1058. Her staar: „i dette Aar blev Ælfgar Jarl forjagen, men han kom snart ind igjen ved Grifsiths Hjelp; her kom ogsaa en Skibshær fra Norge; men det er kedeligt at fortælle, hvorledes alt gik“.
Orcc, Sydrøerne (indsi Gall) og Dublinerne, for at underkaste sig Saxernes Rige — men Gud var heri imod dem“. At denne Søn af Kongen i Norge var Magnus, sees af Brut y Tywysogion (Mon. hist. Br. I. 855) hvor der staar at Magnus, Haralds Søn, kom til England, og med Griffiths Hjelp herjede det. Harald kaldes rigtignok„ Germaniens Konge“, men Urigtigheden af dette Tillæg indsees strax; i Annales Cambriæ (Mon. hist. Br. I. S. 840) staar der ogsaa kun „Magnus, Søn af Harald“. Vel henføres ogsaa dette Tog i Brut y Tywysogion til 1056, i Ann. Cambr. til 1055, men Tidsregningen er her saa usikker, at endog Griffiths Drab, der forefaldt kort efter, i 1064, i Brut y Tywysogion henføres til 1060, i Ann. Cambriæ til et ubestemt Aar; og da vi nu af Chron. Sax. desuden erfare, at Griffith to Gange var med Ælfgar Jarl i England og herjede der, først i 1056, siden i 1058, da den norske Flaade indtraf, maa man tænke sig en Forvexling af begge Tog, eller at de ere nævnte under eet. Thi at Magnus skulde have været udsendt to Gange, er ikke rimeligt, og derfor maa det Tog, de væliske Annaler omtale, nødvendigviis være det i 1058. Magnus kan dengang ej have været ældre end 9 Aar, eftersom Harald egtede hans Moder Thora sidst i 1048 eller først i 1049; men det er ikke urimeligere at Harald sendte ham afsted i en saa spæd Alder, end at Magnus Barfod senere tog sin 8aarige Søn Sigurd med sig paa sit Vesterhavstog, og efterlod ham, 9 Aar gammel, som Konge over de Riger, han havde erobret. Harald har maaskee endog i dette Strikke været Magnus’s Forbillede. Magnus var ogsaa 4 Aar senere med i Nisaa-Slaget, og endda saa ung, at han ved en skyndsom Flugt maatte bæres, se nedenfor.
