letsejlende Smaaskibe. Han gik som sædvanligt i Land og herjede, idet Indbyggerne samlede sig sammen og søgte at forsvare sig. Han vovede sig endog ind i Limfjorden, hvor han herjede paa begge Kyster. Imidlertid fik han her den ubehagelige Efterretning, at Kong Sven havde lagt sig med en stor Flaade ved Hals, og agtede at stænge ham inde. Der var og al Rimelighed for, at denne Plan kunde lykkes, da Udløbet ved Hals er meget smalt, og Haralds Skibe kun vare faa. Men Harald sejlede længer ind i Fjorden, indtil det Sted, hvor den er bredest, næsten som et Hav, nemlig den saakaldte Lygs- eller Livø-Bredning; derfra styrede han ind i Vigen ved Sum„ hvor der kun er et smalt Ejd over til Havet, og om Natten, da det var blevet mørkt, lod han Skibene losse, og efter at de saaledes vare lettede, drage over Ejdet til den anden Side, hvor de atter bleve ladede og bragte i sejlklar Stand. Om Morgenen var det hele Arbejde tilendebragt, og Harald sejlede nordefter forbi Jylland, i det hans Mænd sang spottende:
Harald slap
af Haanden paa Daner.
Men Harald selv sagde dog, at han næste Gang skulde komme til Danmark med flere Folk og større Skibe[1]. Da han naaede Norge, sejlede han videre
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 71, Snorre Cap. 60. Bearbejdelsen i disse Sagaer tilføje ogsaa en højst usandsynlig og vistnok opdigtet Fortælling om, hvorledes Harald, der i Limfjorden laa med sin Flaade ved en liden uopdyrket Ø, raadede Bod paa en i Hæren herskende Vandmangel ved at lade fange en Lyngorm, holde den ved Ilden til den tørstede, og derpaa slippe løs med en Traad bunden ved Halen, for at man kunde see, hvor Instinktet lærte den at søge ned i Jorden efter Vand, og siden grave der, hvilket ogsaa skede med Held. I Morkinskinna (og Flatøbogen) hvor denne Fortælling om Haralds undkommen fra Limfjorden ikke findes, fortælles vel ogsaa Historien om Ormen (fol. 12. b), men henføres til Laholmsfjorden, strax forud for Nisaa-Slaget, da Harald var indsluttet der af den danske Flaade. Hertil slutter sig Ágrip Cap. 35. Fagrskinna fortæller hverken om Flugten fra Limfjorden eller om Ormen. — Den Bredning af Limfjorden, hvorfra Harald søgte ind til Vigen og Ejdet, kaldes i de fleste Haandskrifter Lúsbreið, men i enkelte ogsaa Lyseið og Lygsbreið. Den sidste Form er øjensynlig den rette, da Øen Livø, der ligger midt i Bredningen, forhen kaldtes „Lyg“, „Lygsø“
Svens Historie, er saare usikker i Chronologien, og dertil ufuldstændig. Der vilde saaledes altid være en Mulighed for, at Saxo ved Djursaa-Slaget har tænkt paa Slaget ved Thjolarnes 1048, hvis man blot kunde antage, at Djursaa ej var Grenaa-Indløbet, men derimod et af de Vandløb, der gaa til Gudenaa og Randersfjorden. Og vist er det, at medens Strømmen ved Grindhøgh paa Langebeks Kart over det ældre Jylland (Scr. VII. 520) kaldes „Dyursa fl.“, finder man Navnet „Diuraa“ anbragt ved Gudenaa paa et Strøg nordenfor Alling. Men hvad Hjemmel han hertil har haft, vides ikke, og nyere danske Historikere, navnlig N. M. Petersen i det geografiske Register til „Oldnordiske Sagaer“, erklære sig ubetinget for Grenaa-Strømmen.
