langs Vestysten, og standsede ikke, førend han kom Nidaros, hvor han tilbragte Vintren. Her lod han strax sætte et stort Krigsskib i Arbejde ude paa Øren. Det var bestemt til at blive et saakaldet Busse-Skib, og for øvrigt til at ligne Ormen lange saa meget som muligt, baade med Hensyn til Størrelse, Pragt og omhyggelig Bygningsmaade. Det fik 35 Rum, og var endda stort i Forhold dertil. I Forstavnen fik det et Dragehoved, i Agterstavnen en Krog eller krummet Dragehale, og Svirerne eller Stavnsiderne vare ganske forgyldte. I sig selv blev det derfor overmaade smukt; og derhos sørgede Kongen for, at saa vel dets Sejl og Tougverk, som Ankere og anden Redskab vare af det meest udsøgte Slags[1].
Imidlertid var Kongedatteren Ragnhild voxet til[2], og Haakon Ivars-
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 76, Snorre Cap. 61. Det er Snorre, som kalder Skibet Busse-Skib; i Hrokkinskinna og Hryggjarstokke kaldes det Skejd. Men Snorre har vist Ret, da de saakaldte Busse- eller Butse-Skibe paa denne Tid vare meget betydelige; saaledes omtales faa vel i de engelske Annaler ved 1051 og 1064, som i Domesdaybook de saakaldte „Butse-Karle“. Navnet „Busse“ (bussa, buza, bucia, burcia, bucca) forekommer hyppigt hos Middelalderens Skribenter; det er egentlig det samme Ord som det franske „bourse“, og bruges om store, udbugede, meget rummelige, Skibe.
- ↑ Det er forhen omtalt, at Morkinskinna fremstiller Haakons Historie rigtigere end Hrokkinskinna og Snorre, ved at lade Haakon Ivarssøns endelige Frafald og Aasmund Bjørnssøns Død finde Sted efter Nisaa-Slaget. Men at Haakon allerede før dette var bleven uenig med Harald, som Hrokkinskinna og Snorre berette, og kun ved uformodentlig at komme ham til Hjelp ved Nisaa atter vandt hans Yndest (hvorom igjen Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre, der urigtigt lade Aasmunds Drab bevirke Haakons Adskillelse fra Sven, intet vide), bestyrkes saa vel af Morkinskinnas eget udtrykkelige Udsagn, hvorom nedenfor, som af Saxos Vidnesbyrd om „den uformodede Ankomst af en Anfører fra Hjemmet“. Man faar derhos saa vel af Morkinskinnas Udsagn, at Finn og Haakon tilsammen kom fra et Tog med deres Skibe til Laholmsfjorden, da de fandt Harald liggende der, som af Hallands Nærhed ved Viken og af den Omstændighed, at Bonden Karl i Halland var Haakons Ven, den bestemte Forestilling, at Haakon i denne første Landflygtighedstid især havde sit Tilhold hos Finn i Halland, og at de oftere vare paa Tog sammen. Da Ragnhild neppe vilde have givet et saa stolt Svar som det oven anførte, førend hun var voxen, eller da man neppe vilde have taget Notits deraf for, maa hun ved hiin Samtale mellem hende og Haakon antages at have været mindst 15 til 16 Aar gammel, og Samtalen, saa vel som Haakons Bortrejse maa derfor ifølge det ovenfor S. 234 anførte nærmest henføres til 1058.
„Ljugsø“; „Lygsbreið“ er altsaa kun „Bredningen om Livø“. Ejdet, hvor Harald lod Skibene drage over til Havet, og som ifølge Knytlingasaga Cap. 32 skal have faaet Navnet „Haraldsejd“, kan dog ikke, som de fleste have antaget, vare det vestligste Eid ved Aggerkanalen, da det udtrykkeligt heder, at Ejdet var ved en Vig paa Indsiden af Lygsbredningen. Ejdet bliver saaledes alene det ved Vuust, hvor Sven nogle Aar i Forvejen havde udfordret Harald til Kamp, se ovf. S. 241.
