søn havde henvendt sig til Kongen om Opfyldelsen af det Løfte, Finn Arnessøn paa Kongens egne Vegne havde givet ham. Harald svarede at han for sit Vedkommende vilde holde alt, hvad Finn havde lovet, men at Haakon med Hensyn til Giftermaalet maatte henvende sig til Ragnhild selv, da det ikke vilde være raadeligt for nogen at faa hende mod hendes Vilje. Haakon gjorde som Kongen sagde, men den stolte Ragnhild svarede: „jeg faar nok ofte at føle, at min Fader Magnus er død og begraven, især hvis jeg skal tvinges til at egte en Bondesøn, hvor smuk og dygtig en Mand du forresten kan være; hvis Kong Magnus levede, vilde han ikke bortgive mig til nogen Mand under fyrstelig Værdighed, og heller ikke vil jeg have nogen saadan“. Med denne Besked vendte Haakon tilbage til Harald, og forestillede ham i Overvær af flere, der i sin Tid havde været tilstede ved Forliget, at da det var en Betingelse ved dette, at Kongen skulde udstyre Ragnhild som hun selv ønskede, og hun ikke vilde egte nogen, der ej var Konge eller Jarl, var det heller ikke mere end villigt, at Kongen ophøjede ham til Jarl, hvortil ogsaa baade hans Byrd og øvrige Fortjenester berettigede ham. Men Kongen gav hertil det merkelige Svar, at saavel hans Broder, Olaf den hellige, som Magnus den gode, havde overholdt den Regel, aldrig at have mere end een Jarl ad Gangen i Riget; at han selv havde iagttaget og fremdeles vilde iagttage det samme, og at Haakon derfor ikke kunde blive Jarl, saa længe Orm Jarl levede, thi ham gik det dog ikke an at fratage hans Værdighed. Herover blev Haakon Ivarssøn meget forbitret og drog efter Finn Arnessøns og de andre Misfornøjedes Viis strax til Danmark, hvor man maa formode at han først og fremst søgte sin Frænde Finn Arnessøn, der som Jarl i“ Halland var nærmest ved Haanden, og som den, der havde sluttet Forliget med ham paa Kongens Vegne, var nærmest til at høre hans Beklagelser over dets Ikke-Opfyldelse. Men siden begav han sig ogsaa til Kong Sven, der tog imod ham med megen Hæder, gav ham store Forleninger, og satte ham til Landværnsmand mod Vender og Kurer, der tillige med andre Austrvegsmænd og Vikinger herjede i Danmark. Haakon laa nu ude til Søs baade Vinter og Sommer, men synes, naar han var i Land, fornemmelig at have haft sit Tilhold hos Finn Jarl, der ogsaa stundom ledsagede ham paa hans Tog[1].
Saaledes stode Sagerne, da Harald om Vintren 1061—62 sendte Bud til Sven Ulfssøn, og udæskede ham til et Hovedslag, der, saaledes som det ogsaa i den forrige Aftale lød, skulde staa ved Elven, og hvori man skulde kæmpe til det yderste, paa den Betingelse at Sejrherren er-
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 67, 68, Snorre Cap. 49—52.