Nordmændene ganske i deres Magt“. I det Sven lagde sit Skib mod Haralds, bad han sine Mænd at mindes, hvor meget ondt Nordmændene havde gjort i hans Rige, og hvor haardt det bar, idelig at maatte døje Ufred af dem. „Lad det nu spørges“, sagde han, „at vi gaa vel og tappert frem; her ere nu mange fornemme Mænd og brave Drenge: sejre vi nu, da kunne vi siden leve i Fred og Ro med Ære“. Nu begyndte Kampen, og førtes en Stund med stor Heftighed. Kong Harald tog Plads i Forrummet af sin Drage, og skød derfra med Bue hele Natten. Det gik, som Haakon havde forudsagt, at Danerne i Førstningen kæmpede meget hidsigt. Især udmerkede sig en af Skjalm hvides Mænd, ved Navn Aaslak. Uden Rustning, kun dækket med sit Skjold, og uden andet Vaaben end en Egegreen, der oprindelig var bestemt til Rorstang, løb han over paa et fiendtligt Skib, fældte de forbausede Nordmænd til begge Sider, jog andre ud i Vandet, og først da Skibet var ryddet, vendte han tilbage til sit eget, efter at have faaet flere, dog i det hele taget kun ubetydelige, Saar[1]. Men imidlertid roede Haakon Ivarssøn, hvis Skibe ikke vare bundne sammen med de øvrige, omkring paa forskjellige Kanter, for at angribe Fiendens løse Skibe. Disse vege tilbage, efter som han nærmede sig, men han forfulgte dem, ryddede det ene efter det andet, og drev de øvrige paa Flugten. Da kom en Skude med Melding om det store Mandfald paa den anden Fløj, og at denne havde begyndt at vige: strax ilede Haakon did, og angreb saa vældigt, at Danerne vege tilbage. Forfærdede herover, benyttede Skaaningerne sig af Nattemørket til i al Stilhed og ubemerket at hugge Tengslerne og drage sig ud af Slaget; de flygtede ind i Elven, hvor de forlode Skibene, og snege sig tilbage til Skaane ad afsides Veje. Dette, siger Saxo, var en Skjendsel, ej alene for dem, men ogsaa for deres Efterkommere, og som til alle Tider vil paadrage dem Haansord[2]. Haakon Ivarssøn vedblev den hele Nat, saaledes som han havde begyndt, at ro omkring og hjelpe til, hvor det mest behøvedes: og hvor han angreb, kunde intet staa sig for ham. Paa denne Maade fortsattes Kampen indtil det begyndte at gry ad Dag[3]. Da først blev Sven til sin Ærgrelse var, at Skaaningerne havde taget Flugten, men desuagtet søgte han endnu at holde Stand. Det nyttede ham dog ikke, thi Harald entrede hans Skib, huggende til begge
- ↑ Saxo (Side 553), som her udtrykkeligt paaberaaber sig Erkebiskop Absalons Vidnesbyrd.
- ↑ Saxo S. 553.
- ↑ Ogsaa Saxo fortæller, at Kampen fandt Sted om Natten. Det siges udtrykkeligt i Thjodolfs Vers, hvor det heder at Kongen skød „hele Natten“, og i Steins, der siger at „Ravnen fik sit Bytte i Otten“.
