Oslo. Hertil kom, at Kongen var kommen under Vejr med, hvad han ikke forhen vidste, at Haakon havde været Kong Sven behjelpelig til at undkomme ved Nisaa. Det traf sig nemlig atter i et Drikkelag, at der blev talt om Haakon, hans Tapperhed og hans Held; en af de Tilstedeværende sagde at hans største Held dog bestod deri at han frelste Kong Sven, og da en anden opkastede Tvivl om, hvor vidt det forholdt sig saa, svarede hiin at han havde hørt det af en af de to Mænd, der roede Sven i Land. Dette blev meldt for Kongen, som blev meget opbragt derover. Han besluttede strax et pludseligt Overfald paa Haakon, for at lade ham føle sin Vrede, og maaskee især for at forekomme ham, inden han iverksatte den forberedede Rejse. Harald lod 240 bevæbnede Mænd sætte sig til Hest, og reed i Spidsen for dem ved Nattetid op paa Raumarike; han rejste den hele Nat og ud paa den følgende Dag. Men om Morgenen mødte de Bønder, som bragte Meel og Malt til Byen, og en af Kongens Mænd, der var en god Ven af Haakon, benyttede sig heraf til hemmeligt at faa en af Bønderne til, imod Betaling, at skynde sig ad alle de Gjenveje og hemmelige Stier, han kjendte, til Haakons Gaard og underrette ham om den overhængende Fare. Bonden udførte Ærendet, og kom netop saa betids til Haakon om Aftenen, at denne, der sad ved Drikkebordet, fik Tid til i Hast at undkomme til Skoven med sin Hustru, alle fine Mænd, og sit Løsøre. Harald fandt derfor Gaarden ganske tom, og vendte den næste Morgen med uforrettet Sag tilbage til Oslo, efter at have erklæret alle de Ejendomme, Haakon havde tilbage, hjemfaldne til Kronen. Siden drog han til Throndhjem, hvor han tilbragte Sommeren. Imidlertid flygtede Haakon over den svenske Grændse, der siges endog til Kong Steenkil selv, efter først at have dræbt en af Haralds Aarmænd og plyndret hans Gaard; siden passede han paa, saa snart Harald havde forladt Østlandet, vendte tilbage til sin Gaard, dræbte dem, som Harald havde sat til at bestyre den, satte Ild paa Husene, og sejlede derefter afsted med sine Langskibe. Ragnhild raadede ham at drage til Kong Sven, og bad ham at vise denne som Jertejn en Ring, han havde faaet af sin Fader, thi Sven, sagde hun, søgte nu ved Velgjerninger mod Magnus’s Frænder og Venner at opveje den Troløshed, han i hans levende Live havde viist ham. Det synes dog, som om den Hjelp, Haakon selv havde givet Sven, da denne var i Livsfare ved Nisaa, maatte i og for sig selv være tilstrækkelig til at berede ham en god Modtagelse, hvad der end tidligere kan have været imellem dem[1]. Han blev ogsaa modtaget med aabne Arme. Sven tilbød baade ham og Ragnhild at opholde sig ved hans Hof, og viste især Ragnhild, som Kong Magnus’s Datter, stor
- ↑ Morkinskinna, der intet veed om denne Tjeneste, Haakon beviste Sven, lader ham omtale Slaget ved Nisaa som en Grund for ham til at frygte denne.
