Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/309

Denne siden er korrekturlest
291
Misfornøjelse paa Oplandene.



Nesje, til Belønning fordi de havde hjulpet ham mod Svein Jarl, og hvorved de i mange Stykker fik meget forud for Norges øvrige Indbyggere, hvilket Harald ansaa for utilbørligt, da han vilde at Kongens Rettighed skulde være eens over det hele Land, og at een og samme Herkomst ogsaa over det hele Land skulde medføre samme personlige Rettigheder[1]. Vi have seet, at Olaf, da han allerførst blev tagen til Konge af Oplændingerne, lovede at overholde Landets gamle Love og værge Landet mod udenlandske Høvdinger[2]. Det er ikke usandsynligt, at de oplandske Love, eller Eidsævis Loven, paa den Tid hjemlede enhver Oplændinge større Rettigheder, og navnlig en forholdsviis større „Ret“, det vil sige Bod for personlige Fornærmelser, end hvilket som helst Medlem af en anden Thingforening, der ellers med Hensyn til Herkomst stod paa samme Trin, som han; og fornemmelig tør det hænde, at Oplændingerne havde megen Lettelse fremfor Kystboerne med Hensyn til Krigstjeneste, da de ej hørte til Skibrederne, og saaledes vel som oftest bleve fritagne for Op-

    heller ikke er det nødvendigt, da det deels er tydeligt at Haralds Overfald staar i den nøjeste Forbindelse med Haakons Forberedelser til Bortrejse, og maaskee langt mere skyldes Haralds Ønske, at forpurre denne, end hans Lyst til at straffe Haakon fordi han havde ladet Sven undkomme, deels, som det nedenfor vil sees, er urigtigt at lade Haakon blive forlenet med Vermeland allerede før sin Afrejse til Danmark, saa at der altsaa intet er til Hinder for at lade ham drage did endnu i 1063. Med de her fremsatte Punkter for Øje har jeg kombineret begge Bearbejdelser efter bedste Skjøn, idet jeg dog stedse lagde Morkinskinna til Grund.

  1. Dette siges i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Harald Haardraades Saga Cap. 91), Morkinskinna fol. 10. b., Fagrskinna Cap. 195. Det udelades i Snorre, dog neppe med Rette, da Udsagnet om de Forrettigheder, Olaf den hellige skulde have tilstaaet Oplændingerne, meget godt kan lade sig forklare saaledes som det ovenfor er skeet. Men Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre omtale ikke Kongens Uenighed med Oplændingerne og paafølgende Straffetog til deres Bygder førend efter Fredsslutningen med Danmark, eller om Vintren 1064—65, medens Morkinskinna derimod omtaler det Hele før Nisaa-Slaget, og Fagrskinna udtrykkeligt henfører det til „lidt før“ dette. Da det af den Rolle, Haakon Ivarssøn spiller ved disse Uroligheder, saa vel som af den Omstændighed, at Harald øjensynligt ved Fredsslutningen søgte at faa frie Hænder mod ham og Oplændingerne, er klart nok, at Straffetoget ikke skede førend paa den Tid, Snorre o. s. v. angiver, faa fejle visselig Morkinskinna og Fagrskinna ved at henføre det til Tiden før Nisaa-Slaget; men denne Fejl er sikkert opstaaet deraf, at Haralds Tvist med Oplændingerne om deres Rettigheder er begyndt længe før, uden at han har kunnet træffe kraftige Foranstaltninger til at ydmyge dem, førend han havde faaet den danske Krig af Halsen. Uenighed mellem ham og Oplændingerne omtales desuden allerede ved hans første Ophold i de Egne sammen med Magnus den gode, se ovf. S. 131.
  2. Se ovf. I. 2. S. 322.