Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/310

Denne siden er korrekturlest
292
Harald Haardraade.

bud. Da Oplandenes Thingforening oprindelig ikke havde det mindste med de nordenfjeldske Thingforeninger at bestille, men kun ved et Magtsprog var bleven forbunden med dem, og da Landliv- og Nærings-Forholdene paa Oplandene i mangt og meget vare forskjellige fra de vestlige og nordlige Kyst-Egnes, er det ej alene muligt, men endog højst sandsynligt, at der i den oplandske Lovgivning og fornemmelig i Opstillingen af enhvers saakaldte „Ret[1]“ gjorde sig andre, og for Bønderne maaskee i det hele taget fordeelagtigere Grundsætninger gjeldende, end i Gulathings- og Frostathings-Loven, uden at vi derfor behøve at antage, at St. Olaf har forbedret deres Kaar. Da den ældre Eidsivalov er tabt, paa Christenretten og et ubetydeligt Brudstykke af Landbo-Retten nær, kunne vi nu ikke med Bestemthed vide, om den virkelig gav denne Thingforenings Medlemmer saadanne Forrettigheder; ja det er neppe engang sandsynligt, at de, om de end paa St. Olafs Tid vare i Besiddelse af dem, havde beholdt dem paa den Tid da de ældre.Love bleve nedskrevne, nemlig i det 12te eller 13de Aarhundrede. Men saa meget erfare vi dog, at den gamle Sefs- eller Eidsiva-Lov hjemlede Bønderne selv en Deel af Sagefaldet, hvilket ikke var Tilfældet i Gulathings- eller Frostathings-Loven[2]; og naar Oplændingerne endnu

  1. Om „Ret“ (hos Tydskerne Wehrgeld) se ovf. I. 1. S. 143. Om nu f. Ex. en Hauld fra Oplandene, hvis han dræbte en Hauld fra Agder, skulde slippe med at bøde 3 Mk. Sølv, men derimod, om han blev dræbt af denne, skulde bødes med 4 Mk., maatte et saadant Forhold ganske vist vække Forvirring og sætte ondt Blod. Slige Kollisionstilfælde indtraf ikke saa hyppigt i Førstningen, da Forbindelsen var svagere mellem de enkelte Landsdele, men paa Haralds Tid var der maaskee dagligt Anledning dertil.
  2. I Norges gamle Love II. S. 523 er et nys opdaget Brudstykke aftrykt, der tilhører enten den gamle Eidsivathings-Lev eller den gamle Borgarthings-Lov, hvilken sidste dog kun kan have været en særegen Bearbejdelse af den oprindelig for hele Viken og Oplandene fælles Sefs- eller Eidsiva-Lov, og saaledes vel i det Væsentlige stemmer med denne. I dette Brudstykke forekommer to Gange, hvor en Bod er nævnt, det Lovbud „þrideili á“ (d. e. „Boden skal deles i tre Dele“), saaledes at man maa formode, at om man havde den hele Lov, vilde man finde dette Bud gjentaget ved enhver Bod. Det findes ogsaa i et Stykke af den gamle vikske Giftermaalslovgivning, optaget i den yngre Borgarthings Christenret Cap. 26 (Norges gamle Love II. S. 305). Hvorledes dette Bud skal forstaaes, derom giver især Eidsiva Christenret Cap. 44 Oplysning. Der staar: af Gods som er forbrudt (nemlig for Forbrydelser mod Christenretten) tager Sagsøgeren en Trediedeel; de to tilbageblevne Trediedele skulle ogsaa deles ligt mellem Kongen, Biskoppen og „Lagmændene“ d. e. Thinglagets Medlemmer eller Bønderne. Da nu Biskoppens Ret til at deeltage i Sagefaldet alene er grundet paa at Forbrydelsen er en gejstlig Forbrydelse, er det tydeligt nok, at Gods, forbrudt for verdslig Lovovertrædelse, alene vilde blive deelt i tre Dele, mellem Sagsøgeren, Kongen og Bønderne. Dette bestyrkes af Cap. 39, hvor der staar