Gisler: det var en god Handling; der sluttedes fuldstændigt Forlig med Vidner og fuld Fred, saa at der ej længer var nogen Strid: gid de nu maa vilde holde Forliget[1]. Saaledes blev da omsider den langvarige Fejde mellem begge Riger tilendebragt. Den, som høstede mindst Fordeel deraf, var Harald, der Aar efter Aar havde gjort kostbare Udrustninger i den Hensigt at erhverve Danmarks Rige, og som nu dog maatte lade Haabet derom fare, uden derved at erhverve Ro, da en ny og farlig Fejde forestod ham med hans egne Undersaatter. Sven derimod kunde prise sig lykkelig ved, at han endelig befandt sig i rolig og uforstyrret Besiddelse af Riget. Han havde hidtil ikke attraaet at erhverve Norge, og for ham var Krigens Hensigt opnaaet, naar Harald havde opgivet sine Fordringer paa Danmark, ligesom det ogsaa maatte være en stor Lettelse for Danerne selv, at slippe de idelige Herjetog, hvormed Nordmændene hjemsøgte dem.
Da Freden var sluttet, og Harald saaledes ikke længer havde noget Angreb at befrygte fra Danmark, vendte han tilbage til Viken, sandsynligviis, som ellers, til Oslo[2], hvor han tilbragte Resten af Sommeren, beskjeftiget med Planer til at tugte Vestgauterne og Oplændingerne. Imidlertid sendte han paany Bud til Oplandene efter sine Skatter, men fik det samme Svar som for, med det Tillæg, at Bønderne intet vilde gjøre derved, førend Haakon Jarl kom til dem. Paa sin Side søgte Kong Steenkil, der, som det heder, elskede Vestgauterne fremfor alle andre Mænd i sit Rige, at sikre sig Bistand af Kong Sven. Denne undslog sig, fordi han ej vilde bryde den nys sluttede Fred, men bad ham at holde sig til Haakon. Ivarssøn selv, og indsætte ham til Jarl i Vestergautland, saa vilde han nok kunne forsvare dette Landskab. Haakon, sagde Sven, er ærgjerrig, og vil synes meget godt
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73. Det er ovenfor nævnt, at Morkinskinna og Fagrskinna henføre denne Fredsslutning til det 3die klar efter Ni“saa-Slaget, eller 1065. Dertil seer man, at Sagaskriveren nærmest har ladet sig bevæge ved et Vers af Thjodolf, hvor der staar at „Freden sluttedes i det 3 die Aar“. Men hvorledes dette skal forstaaes, viser Snorre Cap. 76, hvor Verset anføres som Vidnesbyrd for, at der hengik to Vintre mellem Nisaa-Slaget og Freden. Aaret 1062 regnes saaledes selv som det første, 1063 som det andet, og 1064 som det tredie.
- ↑ Dette bestyrkes deels deraf, at han synes at have været i Nærheden af Oplandene, til hvilke han sendte Skatkrævere, deels deraf at Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre lade ham siden drage „til Kongehelle“, hvoraf det sees, at i det mindste disse antog at han ej opholdt sig i den sydlige Deel af Viken.
