let klædte og derfor ikke saa godt kunde udholde Kulden, som Nordmændene, der vare vel forsynede vaade med Vaaben og Klæder. Harald lod det nødvendige Mandskab blive tilbage for at passe paa Skibene; med de øvrige gik han Jarlen imøde. Han var selv til Hest, saa vel som en Deel af hans Hær, men de fleste gik til Fods. Han tog Vejen over en Skov og nogle Myrer, indtil han kom til et højtliggende Holt, hvorfra Nordmændene kunde see Jarlens Hær paa den anden Side af Dalføret, i hvis Bund der var en Myr. Harald lod sine Mænd gjøre Holdt øverst oppe paa Skrenten lige over Dalen, og bad dem at blive siddende her, beskyttede af deres Skjolde mod Snefoget, og af deres gode Klæder mod Kulden, indtil enten Jarlens egen Hidsighed, eller den uudholdelige Frost drev Gauterne til at begynde Angrebet, hvorved Nordmændene, der indtoge det højere Stade, vilde have afgjort Fordeel over dem[1]. Paa sin Side indskærpede ogsaa Haakon sine Folk at de skulde oppebie Haralds Angreb. For øvrigt opmuntrede han dem paa det ivrigste, lovede at gjøre sin yderste Flid, og forsikre-de, at om han end ikke var saa fornem som Kong Steenkil, skulde de dog være lige saa vel tjente med at have ham til Anfører, som denne. I Haakons Hær var Vestgauternes Lagmand, ved Navn Thorvid eller Thyrvid[2]: ogsaa han søgte at sætte Mod i Hæren. Siddende paa sin Hest, der var tøjret til en Pæl, begyndte han sin Tale saaledes: „Vi have en stor og vakker Hær, og her ere mange kjekke Mænd, i Jarlen have vi en dygtig Anfører; lad nu ogsaa Kong Steenkil spørge, at vi understøtte denne gode Jarl som det sømmer sig. Angribe Nordmændene os, saa lad os vise at vi kunne tage godt imod dem. Om end de unge blandt os tabe Modet og vige, saa ville vi dog ikke rende længer end til Bekken, i alle Fald ikke længer end hist til Højen“. Men just
- ↑ Morkinskinna lader Harald overnatte paa Bakken, hvilket synes mindre rimeligt, i Betragtning af Kulden.
- ↑ Morkinskinna kalder ham Thorfinn; hans rette Navn er Thorvid, Thorvi eller Thyrvid, (ligesom Thorgils i svenske Skrifter ofte skrives Thyrgils); han er upaatvivlelig den i Vestgøtalagen S. 396 under Navnet Þyrnir omtalte Lagmand, og man bør vist her læse Þyruir (Þyrviðr), ej Þyrnir.
Stedet for „Væneren“ (se I. 2. S. 778, Noten), ligesom der paa det Sted, hvor der handles om Olaf Tryggvessøns Fødsel, synes at have fundet en Forvexling Sted mellem Randsfjorden og Øjeren — maa man antage, at den Beretning, Morkinskinnas Bearbejder her har haft for Øje, handlede om en Flytning af Skibene lige fra Oslo til nærmeste Indsø, nemlig Øjeren, (ligesom den, Kong Haakon Haakonssøn senere foretog i 1227, se hans Saga Cap. 152, 153) derfra videre op ad Glommen til Vingersø, fra denne til Vrangselven, og derfra til Væneren. Paa denne Maade vilde han komme meest uvæntet over Gøterne; det eneste, der kunde synes at tale med denne Beretning, er den Omstændighed at Harald neppe vilde have taget Vejen gjennem Raumarike uden efter at have ydmyget dets Beboere.
