som han sagde disse Ord, rejste Nordmændenes Hær sig op, istemte Krigsraab og slog paa sine Skjolde. Gauterne, der troede at Nordmændene nu vilde begynde Angrebet, gave sig ogsaa til at raabe; derved blev den Hest, paa hvilken Lagmanden sad, sky, og rykkede saa heftigt i Touget, at Pælen fløj op med en Fart og traf Lagmanden ved Øret; han troede strax at det var en norsk Piil, glemte i et Øjeblik alle sine tapre Ord, gav Hesten af Sporerne med de Ord: „gid du faa en Ulykke, du Nordmand, som du skyder“, og tog Flugten. Det havde dog ikke været Haralds Hensigt at angribe, men kun at sætte Gauterne i Forvirring og Bevægelse. Det lykkedes ham fuldkommen. Jarlen rykkede selv frem med sit Merke, i den Tanke at Nordmændene nærmede sig; men Harald holdt sine Folk tilbage, indtil Gauterne vare komne over Myren, lige under Bakken; da styrtede de i fuld Fart ned over dem, og tilføjede dem et fuldstændigt Nederlag. Jarlen selv forsvarede sig tappert med sin udvalgte Skare af Krigere, der havde fulgt ham hjemmefra, men Gauterne flygtede til den nærliggende Skov, og tilsidst maatte ogsaa han vende Ryggen. Blandt andet Bytte, som Nordmændene gjorde, var og hiint Banner, der havde tilhørt Magnus den gode, og som Harald nu lod bære i Triumf foran sig ved Siden af sit eget, idet han kaldte det Sejrens skjønneste Priis. Han forfulgte de flygtende et Stykke ind i Skoven, men ikke langt, da Mørket allerede begyndte at falde paa. De fleste antoge ogsaa, at Jarlen var falden. Men da Nordmændene paa Tilbagevejen gjennem Skoven kom til et Sted, hvor Vejen var saa smal, at blot een kunde gaa ad Gangen, vidste man ikke Ordet af, førend en Mand kom løbende[1] tvers over Vejen, gjennemborede den, der bar Merket, med et Spyd, medens han med den anden Haand greb Merket selv, og ilede ind i Skoven paa den anden Side, altsammen saa hurtigt, at man ej kunde faa ham fat. Da man meldte Kongen dette, sagde han: „Saa er Jarlen endnu i Live: skaf mig min Brynje!“ „Jeg kjender“, tilføjede han ogsaa, „min Frændkone Ragnhilds Sindelag for godt til ikke at kunne skjønne, at det ej vilde være Haakon let at komme over hendes Sængestok, hvis han havde mistet Merket: men nu vil alt være godt og vel mellem dem“[2]. Mange sagde da, at Jarlen ved denne dristige Daad havde hevnet sit Nederlag. Kongen vendte endnu samme Nat tilbage til sine Skibe, og begav sig ombord med en Deel af Hæren, medens de øvrige forblevet Land ved
- ↑ I Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og hos Snorre staar der at Manden hleypti d. er reed, tvert over Vejen. Men naar denne var saa trang, at kun een for een kunde gaa langs ad den, var det en fuldkommen Umulighed at ride i fuld Fart tvers over den.
- ↑ Det første Udsagn meddeles i den nys nævnte Bearbejdelse, det andet i Morkinskinna.
