Sven besad mange Egenskaber, der gjorde ham skikket til at vinde sine Omgivelsers Kjærlighed. Hun var mild og nedladende, gavmild og gjestfri, tækkelig af Udvortes, klog og forstandig. Men hans Hang til Vellyst forførte ham til mange Fejltrin, og hans Klogskab synes ikke at have været parret med Aabenhjertighed og Redelighed, i det mindste hvor der handledes om politiske Anliggender. Han synes at have haft Hang til Blødagtighed, manglet personligt Mod, saa at han foretrak Intriger for aaben Ferd, og ikke tog i Betænkning at anvende Hykleri og Falskhed, naar det gjaldt at opnaa et vigtigt Maal, fornemmelig det vigtigste af alle, Erhvervelsen af Knytlingernes Kongetrone[1]. Da Magnus nu havde alt for godt Fodfeste i Danmark til at det kunde nytte Sven at bekrige ham med de Stridskræfter, der stode til hans Raadighed, besluttede han at forsøge sin Lykke ved List og Forræderi. Han opsøgte derfor Magnus, da denne ved sin Tilbagerejse til Norge om Hesten, efter at han var bleven hyldet i Danmark, laa ved Kongehelle, for derfra siden at fortsætte Rejsen langs Kysten nordefter, og opbød alle sine Overtalelseskunster for at vinde hans Yndest og Tillid. Hvis
- ↑ Denne Charakteristik er neppe for streng, naar vi nøje sammenholde alt, hvad vi baade af norske og danske Kildeskrifter erfare om Sven. Hans Vellystighed og mislige Levnet i denne Henseende omtaler endog Saxe, og det temmeligt udførligt, S. 557. Her taler han vel forresten om hans glimrende Egenskaber, men tidligere (S. 547) erkjender han dog at Sven mere ved Held, end ved Kraftanstrengelse kom i Besiddelse af Riget, og lader besynderlige Vink falde om at han endog til en Tid var forhadt af Danerne. At der blandt disse gik Sagn om at han var frygtsom, sees af de bekjendte Ord, som den hallandske Bonde Karls Hustru udstødte efter Slaget i Nisaa; se Harald Haardraades Saga Cap. 79. Og at han agtede Sandheden lidet, derom har man idet mindste haandgribelige Beviser i de usandfærdige Beretninger om sit hele Forhold til Magnus, til Harald og den engelske Konge, som han siden — aabenbart for at besmykke sin Ferd — meddeelte Mag. Adam, og hvilke denne har opbevaret. Thi om man endog, som enkelte ville, gaar ind paa hans Fremstilling af Maaden, hvorpaa Magnus blev Konge i Danmark, saa er det dog vist, at Sven aldrig efter Magnus’s Død var Konge i Norge, og tvang Kong Edward til at byde ham Tribut og udnævne ham til sin Arving: alt dette er ligefrem Opspind, som Sven bar faaet Mag. Adam til at tro. Snorre, Magnus den godes Saga Cap. 23, skildrer Sven som „smuk, høj og sterk, en stor Idrætsmand, forstandig og udrustet med alt, hvad der pryder en god Kong.—“;han kalder ham ligeledes „den vennesæleste Mand,“ og reflekterer ikke synderligt over hans Tvetungethed; men i de ældre, vidtløftigere Kongesagaer (Magnus den godes Saga Cap. 26) staar der udtrykkeligt at han „foor med fagre Taler, og skaffede sig saaledes i Venskab med Kong Magnus“, at denne „lyttede til hans Vennetale, fandt at han var forstandig og smuk at see til, og troede at han var lige saa ordfast som fagertalende, lige saa paalidelig og tro, som han var skjøn at see til“. Dette røber noksom, at Sagaens Forfatter eller Sagnberetteren har sat hans Troskab og Redelighed meget lavt. Dette Træk i Svens Charakteer maa man vel merke sig og have for Øje, for ret at forstaa de følgende Begivenheder.
