saa meget, at han eftertrykkeligt kvalte Oprørsaanden iblandt dem[1]. Der fortælles ogsaa, at Harald, efter at Oprøret var dæmpet og alt bragt i Orden paa Oplandene, rejste omkring paa Vejtsler i de oplandske Fylker, at samtlige Hereder nu havde faaet Fred, og at en mægtig Bonde, som han gjestede, bevidnede at alle glædede sig ved at see ham sidde i Ro og nyde sine Venners Yndest.
Fra denne Rejse, som Harald foretog gjennem Oplandene, er der dog opbevaret et Sagn, der viser, hvor lidet glædelig hans Rejse var for mange af Indbyggerne, og med hvor stor Strenghed han søgte af hævde sin virkelige eller foregivne Ret, uden Hensyn til de allerede i lang Tid bestaaende Forhold. Uagtet Sagnet kun meddeles i de vidtløftigere Kongesagaer, har det dog intet utroværdigt ved sig, og om det end maaskee i et eller andet kan indeholde nogen Overdrivelse, synes det dog i det Væsentlige at medføre Sandhed: i alle Fald er det neppe stort over hundrede Aar yngre end Haralds Tid[2], og viser, hvilket Indtryk hans Rejse havde efterladt paa de nærmeste Generationer. Der var en Mand paa Oplandene, som hed Ulf den audge (rige), og som i Sandhed fortjente dette Tilnavn, da han ejede ikke færre end 14 eller 15 Gaarde. Hans Kone ønskede, at han skulde indbyde Harald til Gjestebud hos sig, som saa mange andre mægtige Mænd gjorde; og uagtet Ulf havde mange Betænkeligheder derved, saasom han kjendte Kongens Havesyge, der sikkert vilde vækkes ved Synet af alle hans Rigdomme, føjede han dog tilsidst sin Kone deri, og indbød Kongen til sig, medens han var hos den oven omtalte Bonde, saaledes at han fra denne skulde begive sig umiddelbart til ham. Kongen lovede det. Imidlertid gjorde Ulf store Forberedelser. Paa den bestemte Dag kom Kongen, og fandt alt indrettet paa det herligste, baade Hallen selv, Bordtøjet og Drikkekarrene, saa at intet manglede af hvad der behøvedes til et prægtigt Gjestebud. Kongen viste sig ogsaa særdeles oprømt, og tilbød sig endog selv at fortælle en morsom Historie til Selskabets Underholdning. Da alle med Glæde modtoge dette Tilbud, og kaldte det en stor Ære for Gildet, at en Mand som han, vilde bidrage til Morskaben, begyndte han at fortælle hvad han kaldte sin lille Stump, saaledes som følger. „Sigurd Rise hed en af Harald Haarfagres Sønner. Hans Søn hed Halfdan, og han havde en Jarl, der ligeledes
- ↑ Fortællingen om Straffetoget meddeles i Harald Haardraades Saga Cap. 91, hos Snorre Cap. 76, i Morkinskinna fol. 10. a. og 11. b., og i Fagrskinna Cap. 195; men det er forhen nævnt, at disse to Sagaer henføre Begivenhederne til Tiden for Nisaa-Slaget.
- ↑ Morkinskinna, hvori Fortællingen staar, er selv neppe meget yngre end 1220, og viser sig dog at være Afskrift af en ældre Kodex, der sandsynligviis allerede var nedskreven omkring 1170.
