heder tog Kongen i Besiddelse, saa at Ulfs ængstelige Anelser om at Kongens Besøg ej vilde bekomme ham vel, gik ganske i Opfyldelse[1].
Imidlertid forberededes i Vesten de Begivenheder, der her ved en, om end nødtvungen, dog ikke desmindre fuldstændig Sammensmeltning af norske Vikingers Efterkommere med den ældre angliske Befolkning, skulde grunde et Verdensmonarchi, hvis Storhed, som ingen i hine Tider forudsaa, nu noksom viser sig som en Virkning af anglisk Udholdenhed parret med nordisk Kraft og Foretagelsesaand, og til hvis Oprettelse Kong Harald, der mere end nogen anden norsk Konge synes at være bestemt til at udbrede Fædrelandets Berømmelse til fjerne Egne, i en ikke ringe Grad, og med Opofrelse af sit eget og mange Nordmænds Liv, skulde bidrage.
Vi have seet, hvorledes der var lykkets Godwine Jarl at erhverve en Magt i England, mod hvilken Kong Edwards egen havde lidet at betyde, og som efter hans Død ogsaa gik over til hans Sønner, fornemmelig Harald. Vi have ligeledes seet, hvorledes Kong Edward Confessor, uagtet han bøjede sig for Nødvendigheden og fandt sig i dette Herredømme, dog i sit Hjerte græmmede sig derover, og deels af Forkjærlighed for sin Moder Emmas Frænder og hendes Fædreland, hvor han havde tilbragt sine Ungdoms-Aar, deels af religiøse Hensyn, yndede Nordmannerne, og foretrak deres Selskab, Sprog og Stikke for Anglernes, der i hans lange Udlændigheds-Tilstand vare blevne ham fremmede[2]. Under disse Omstændigheder faldt det af sig selv, at Harald Jarl, trods hans halvdanske Herkomst, dog af det angliske Folk betragtedes, hvad han og-
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 92—95. Morkinskinna fol. 10. a., 11. b. Hvad der i denne Fortælling ved første Øjekast viser sig som aabenbar urigtigt, er Sigurd Rises og Sønnen Halfdans Fremtræden som mægtige og uafhængige Konger. At de førte Kongenavn, er vist nok, siden Halfdans Søn Sigurd Syr ogsaa kaldtes Konge, men det foregivne Rige havde kun lidet at betyde, og man kan være forvisset om at de ej havde Jarler under M. Men jo mindre deres Magt antages at være, og jo mere deres Kongedom synker ned til en blot Titel, desto rimeligere bliver i sig selv Fortællingen om at det kunde lykkes Almstein at træde i Halfdans Sted og tilegne sig hans Kongenavn. Thi naar dette mestendeels gjaldt private Godser med deres paaboende Lejlændinger, bliver det tænkeligt; medens neppe engang et enkelt Fylkes fribaarne Indbyggere vilde have taalt det. Eet er dog, hvad Harald fortalte, og et andet, hvad der virkelig var Tilfældet. Der er intet usandsynligt i at Harald har givet en saadan Fortælling til bedste.
- ↑ Se herom ovenfor S. 168—173.
